En af de mest markante, danske erhvervsskikkelser gennem de sidste 40 år er død.

Peter Skak Olufsen, der sad i B&O's bestyrelse i 40 år, døde pludselig onsdag på familiegodset Quistrup. Her boede han med sin kone, Susanne Olufsen, i den ene ende af hovedbygningen, mens sønnen, Janus Skak Olufsen, boede med sin familie i den anden ende.

Peter Skak Olufsen blev 70 år.

Sønnen Janus Skak Olufsen fortæller ifølge Dagbladet Holstebro-Struer, at hans far veloplagt var gået i gang med en ombygning af hovedbygningen, men at Peter Skak Olufsen var faldet om under arbejdet, og at han blev fundet død over middag onsdag.

Familien befinder sig i chok, skriver avisen.

Den mangeårige B&O-formand for teknologiproducenten Bang & Olufsen slap tøjlerne hos det verdenskendte firma september sidste år.

Inden da var han dog med til at styre den danske virksomhed igennem de svære år, hvor forbrugerne vendte ryggen til B&Os produkter og firmaet måtte igennem en række store fyringsrunder.

Peter Skak Olufsen havde titel af godsejer, hofjægermester og kammerherre.