KOMMENTAR: Det danske kvindelandshold i håndbold var engang en regulær juvel i dansk sport. Min generation og dem, der er ældre, vil huske det hele.
De husker det vilde gennembrud ved VM i Norge i 1993, hvor vi lærte Ulrik Wilbek, Anja Andersen og de andre at kende. De husker OL-guldet i Atlanta i 1996, VM-guldet året efter og flere europamesterskaber.
Ja, håndboldkvinderne skabte en idrætsinstitution, som det er rimeligt at spørge, om vi har set mage til siden. Det tror jeg egentlig ikke. Bevares, håndboldherrerne har noget tiltrækningskraft og nationssamlende over sig, når de spiller slutrunder i januar, men os der oplevede de decemberslutrunder dengang for sådan cirka 20 og 25 år siden, vil huske en national eufori, der var ... jeg havde nær sagt helt skørt. Og et stykke fra det vi ser med herrerne i dag.
Det var verdensklassespillere, der udgjorde det danske kvindelandshold. Det var også kvinder, der havde en afklarethed og hårdhed over sig, som bar dem langt. Jeg tænker typer som Camilla Andersen, Anja Andersen, Anne Dorthe Tanderup, Susanne Munk Lauritsen. De flyttede holdet med deres attitude, og de byggede et kæmpebrand.
Kvindelandsholdet har i årevis herefter nydt en flot status i dansk idræt. Og gør det stadig, og man har i den forbindelse meget at takke grundlæggerne for. Holdet er stadig en vare, man plejer nidkært på ikke mindst TV2, og holdet er blevet støttet mere end pænt fra idrættens organisationer. Mange rundt om landsholdet har simpelthen ønsket at holde fast i, at Danmark er en stor nation i kvindehåndbold.
Det har Danmark bare ikke været i en del år efterhånden. Vi er ikke røget totalt ud af lystavlen, men resultatmæssigt har Danmark set en række nationer bevæge sig hurtigere, end Danmark selv har gjort.
Det kan måske endda accpeteres, for den slags sportslige udfordringer kan alle løbe ind. De løses på træningsbanerne og i de strukturer, man bygger op om sine landshold og sin talentudvikling. Sådan oplever jeg også, at man har forsøgt at besvare udfordringen i Dansk Håndbold Forbund.
Værre er det, at landsholdet oven i den resultatmæssige tilbagegang med varierende intensitet de seneste mange år også har fremstået som et hold med en ret tydelig identitetskrise.
Den flotte kultur, der prægede holdet i 90erne, og som var en stor del af forklaringen på holdets popularitet, er i dag afløst af en kultur, hvor man igen og igen finder fejl ved sine trænere.
Der kan godt være noget galt med trænerne. Selvfølgelig. Den nuværende af slagsen, Klavs Bruun Jørgensen, har da helt sikkert begået fejl, som spillerne har påpeget i en evalueringsskrivelse, som mandag endte i pressen.
Men som betragter på sidelinjen er det svært ikke også at få øje på en tendens til, at vi står med et landshold, der nu er i gang med at diskvalificere den tredje landstræner på 10 år - før Jørgensen var det Jan Pytlick og Brian Lyngholm, der røg ud til højere på mere eller mindre direkte opfordring fra spillerne.
Dermed siger jeg ikke, at kvinderne ikke også ser indad. Det synes jeg egentlig, at det lækkede evalueringspapir viser, at man også gør.
Men man er tydeligvis blevet stærkt ramt af i Klavs Bruun Jørgensen at have fået en træner, der med en relativt kontant stil forsøger at flytte mentaliteten i forhold til det at være landsholdsspiller ret så radikalt. Hvis Jørgensen dermed ønskede at lukke de sidste mange års fornemmelse af kvindelandsholdet som en åben diskussionsklub, er han foreløbigt ikke lykkedes.
Sent mandag aften fortalte kvinderne, at man havde ønsket at holde evalueringen internt, og at man var overrasket over, at flere medier havde valgt at bringe historier om uro i landsholdslejren, som de selv opfatter som helt forkerte. Jeg tabte simpelthen kæben, da jeg læste det, og den er ikke kommet op igen. At evalueringen er endt i pressen, kan jeg ikke få øje på skulle være sket af andre kanaler end gemmen netop spillerne. Klavs Bruun har i hvert fald intet vundet.
Så dér står landsholdet med indgangen til et par EM-kvalifikationskampe mod Portugal og Tyrkiet i denne uge: Som et hold, der på snart 10. år bakser med at finde en kultur, der kan bringe det i nærheden af de forgængere, der engang gjorde det til dansk idræts stolthed. Der var ikke i dag. Mildt sagt.
