KOMMENTAR
Hvis jeg skulle have peget på ét menneske i dansk idræt, der ikke kunne lide et nederlag på sit felt, så havde jeg peget på Ulrik Wilbek i dansk håndbold.
Få - nej ingen - har formået at opbygge en så voldsom position i sit landskab, som Wilbek. Han vil ikke bryde sig om at læse det, men Wilbek var groft sagt større end det forbund, han i årevis har tjent på fornemste vis.
Derfor er det en af årets vildeste nyhedshistorier, som her tirsdag morgen er kommet frem, at Wilbek forlader jobbet som sportschef i Dansk Håndbold Forbund med omgående virkning.
Ulrik Wilbeks exit endte med at blive endog meget dramatisk, og det er grunden til, at han går. Det erkendte han selv tirsdag i en pressemeddelelse, der skal anerkendes for ikke at forsøge at bilde omverden noget ind, som ingen alligevel vil tro på.
Wilbek var en færdig mand i DHF. Om han selv eller andre fik øje på det for ham, skal jeg ikke kunne sige, men det er erkendt, og det er sagt.
Farvellet kommer efter, at det i weekenden blev afsløret her i BT og hos TV2, at Wilbek undervejs ved OL, da man havde tabt til Kroatien, hev en hel gruppe spillere (Mikkel Hansen, Henrik Møllgaard, Jesper Nøddesbo, René Toft Hansen, Lasse Svan og Niklas Landin) til side for at høre, om de ville have ham til at fyre landstræner Gudmundur Gudmundsson.
Et spørgsmål, der hviler på flere forhold: Landstræneren har ikke hele vejen igennem sin embedsperiode været superpopulær i truppen; resultaterne ved hans første to slutrunder har været dårlige uden medaljer; og under OL lurede altså en potentiel ny skuffelse.
Det er ikke urimeligt, at en sportschef selvfølgelig overvejer landstrænerens situation - det er jo sådan set hans job hele tiden at gøre. Men timingen her var ikke elegant, og det var ikke elegant at gøre det til et spørgsmål for spillerne midt under et OL.
Og Wilbek spurgte såmænd igen dagen efter, at holdet sensationelt havde vundet guld, hvordan spillerne havde det med at se ind i en fremtid med Gudmundsson som træner for dem.
Igen: Det er hans job hele tiden at sikre, at energierne er rigtige omkring landsholdet. Og de kan sådan set godt være dårlige, selv om man vinder. Men timingen er igen forbløffende.
Dertil skal vi lægge Wilbeks udtalelse til Ritzau undervejs ved OL, om at, hvis man bare kiggede på resultater, så havde Gudmundsson været fyret for længst. Den var ikke med til at gøre en sportschef, der blev oplevet som uroskaber, mere populær.
Jeg ser en sportschef, der bestemt har været optaget af holdets og forbundets ve og vel. Med alt det, vi ved om Wilbek og hans indsats i dansk håndbold vil det være totalt urimeligt at betvivle, at det selvfølgelig har været hans motiv.
Men jeg ser også en sportschef, der har været forbløffende opsøgende i forhold til at komme af med den landstræner, som han selv har ansat, og som i forbløffende høj grad har inddraget spillerne i disse overvejelser. Erfaringen fra kvindelandsholdet har ellers været, at det har været yderst skadeligt, at spillerne igen og igen mere eller mindre har fået lov at fyre og hyre deres trænere.
Endelig er det for mig umuligt ikke at se, at det politiske dyr Wilbek har været på arbejde i arbejdet med sit eget eftermæle.
Det skulle ikke hedde sig, at han fik ansat den forkerte landstræner til at afløse sig selv og så ikke kunne komme af med ham igen.
Som jeg ser det, var han i gang med at gøre det til historien om en landstræner, der ikke kunne få supermaterialet i dansk håndbold til at swinge, så det ikke blev historien om en sportschef, der simpelthen fandt den forkerte mand og holdt fast i ham for længe.
I arbejdet med dét eftermæle tabte Ulrik Wilbek spillet og fik en ridse på netop sit eftermæle, som jeg aldrig havde set komme.
Selvfølgelig kunne han og Gudmundsson ikke fortsætte under samme tag efter weekendens afsløringer, det ville have været umuligt for landstræneren at fremstå med en leders nødvendige autoritet og troværdighed i den situation.
Men indtil for fem dage siden ville jeg til hver en tid have sagt, at Wilbek altid har alle trumfer i dansk håndbold og kan rydde bordet. Og med den sætning har jeg forhåbentlig også slået fast, at Wilbek stadig er en gigant i dansk håndbold. Det mest betydningsfulde person nogensinde. Det kommer vi også til at huske ham for.
Men vi vil også huske, at han på chokerende vis efter det største resultat, OL-guld til herrerne, pludselig endte med at spille sine kort forkert.
