Nye karakterer og en ny tid præger handlingen i sjette sæson af TV2's populære serie.

Når sjette sæson af TV2-serien "Badehotellet" løber over skærmen i slutningen af januar, vil der stadig være masser af badeture, mormormad og intriger i yderste klitrække på Andersens badehotel ved Vesterhavet.

Men noget vil alligevel være nyt.

Seriens to manuskriptforfattere, Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, har nemlig besluttet at spole handlingen seks år frem i tiden.

Hvor de første fem sæsoner udspillede sig i årene 1928-1933, tager den nye sæson sin begyndelse i sommeren 1939.

- Seerne kan forvente en ny tid og nye, unge karakterer, samtidig med at de gamle karakterer er blevet seks år ældre, fortæller Stig Thorsboe til et pressearrangement i "Badehotellet"-kulisserne tæt på Albertslund.

Blandt de nye karakterer er eksempelvis den følsomme Leslie Frigh, som er gået fra at være en lille dreng til nu at være en voksen mand.

Han spilles af 24-årige Lue Støvelbæk, som er søn af den Emmy-vindende danske skuespiller Lars Mikkelsen og skuespillerinden Anette Støvelbæk, der selv spiller Alice Frigh i "Badehotellet".

I den nye sæson vil seerne også møde kendte danske skuespillere som Peter Mygind, der spiller Hr. Weyses psykolog, Thomas Levin, der spiller en jødisk journalist, og Lars Bom, der spiller en begejstret turistchef, som vil lokke flere tyske turister til Danmark.

Til gengæld er skuespiller Rosalinde Mynster, som fik sit folkelige gennembrud som karakteren Fie, ikke med i sjette sæson.

For seriens to manuskriptforfattere har det været en stor inspiration at spole handlingen seks år frem i tiden, fortæller Stig Thorsboe.

- Det giver en ny energi til serien, og vi får nogle uprøvede karakterer ind, som oplever universet på deres måde, og vi oplever det igennem deres øjne. Det giver en ny begyndelse, siger han.

Noget, der til gengæld ikke har forandret sig, er, at de fleste af karaktererne fortsat er mest optaget af deres egne små intriger, forelskelser og personlige nederlag, selv om året er 1939, Tyskland opruster, og Hitler vækker rædsel.

- Vi har skrevet karaktererne sådan, fordi det er sådan, vi mennesker er. Vi er mest optaget af de nære ting og vores egne ambitioner eller vores egen jalousi, fortæller Stig Thorsboe.

- Men dna'et i "Badehotellet" er helt klart sammenstødet mellem den ydre verden og den lille verden, siger han.

Første sæson af "Badehotellet" havde premiere den 30. december 2013. Serien har fået en lunken modtagelse af anmelderne, men har været en stor publikumssucces.

Ifølge tal fra Gallup var der i gennemsnit 1,4 millioner seere til hvert afsnit af "Badehotellet", da femte sæson blev sendt i februar 2018.

Oprindeligt havde de to manuskriptforfattere ikke tænkt, at serien skulle have mere end fem sæsoner.

- Men der blev ved med at komme historier til os, som gjorde, at vi fik lyst til at fortsætte. Men om der kommer flere sæsoner i fremtiden, det må tiden vise, siger Stig Thorsboe.

Hanna Lundblad supplerer:

- Vi har nogle tanker om, hvor det skal ende, men vi skriver en sæson ad gangen, og hvert år tager vi temperaturen og spørger os selv: Orker vi mere, kan vi mere, er det sjovt? Og så er vi selvfølgelig afhængige af, om publikum fortsat er med os, siger hun.

Sjette sæson af "Badehotellet" har premiere mandag den 28. januar klokken 20 på TV2.

/ritzau/