En norsk kvinde havde i den grad held i sprøjten, da hun torsdag 19. januar i år gik ind på bookmakeren Unibets hjemmeside.

Her indbetalte hun som en start 9.000 norske kroner og begyndte at gamble på en række forskellige tenniskampe.

Saldoen på kvindens konto voksede i takt med, at hun vandt på sine væddemål, og pludselig stod der 200.000 norske kroner.

Men så var det også slut med at gamble på sport.

I stedet gik kvinden ind på Unibets casino-side og kastede store summer af sted på rouletten.

Igen var kvinden ualmindelig heldig, og da hun sent om natten lukkede computeren ned, stod der 1,8 millioner norske kroner.

Det skriver det norske medie Nettavisen, der har talt med kvinden.

Hun valgte i samme forbindelse – altså natten til fredag 20. januar – at igangsætte en udbetaling af de næsten to millioner norske kroner.

Unibet accepterede udbetalingen, men en uge efter – 26. januar – blev kvinden utålmodig.

Pengene var endnu ikke kommet ind på hendes konto, så hun skrev til en kundeservicemedarbejder, at de gerne måtte fremskynde udbetalingen, fordi hun havde store planer i weekenden, og at pengene var nødvendige der.

Kundeservicemedarbejderen svarede:

»Foruroligende besked. Jeg er bekymret for dig.«

Og så blev kvindens konto lukket.

Seks dage senere kom der så en mail fra Unibet, hvori der stod, at hendes gevinst på næsten to millioner var konfiskeret, og at hun fik sit indskud på 9.000 norske kroner tilbage.

B.T. har før beskrevet lignende episoder i Danmark, og vi vil gerne sætte fokus på dem. Så har du oplevet at få konfiskeret penge ud af det blå, og vil du gerne tale med B.T. om det? Så må du gerne skrive en mail på sebj@bt.dk.

Unibet skrev i denne omgang ikke, hvorfor gevinsten blev konfiskeret, men senere har de til kvinden oplyst, at de mistænker kontoen for at være blevet brugt af andre, eller at hun har gamblet på andres vegne.

Noget, som hun over for Nettavisen pure afviser.

Unibet ønsker ikke – hverken over for kvinden eller Nettavisen – at uddybe deres anklage.

Bookmakeren henviser kun til, at det ifølge dens vilkår og betingelser er muligt af konfiskere en gevinst og/eller lukke en konto, hvis Unibets reglement er blevet brudt.

Så nu kan kvinden, der over for Nettavisen indrømmer en spilafhængighed, altså blot drømme sig tilbage til dengang, hvor hun troede, at hun havde vundet næsten to millioner norske kroner.