Ung mand, der formodes at være på flugt efter bilbrande, blev stoppet på grænsen til Tyrkiet.

Göteborg. En ung mand, som tirsdag blev begæret anholdt i forbindelse med omfattende bilbrande i Vestsverige, er tilbageholdt ved grænsen til Tyrkiet.

Han er født i 1999 og vil formentlig senere onsdag blive fløjet tilbage til Sverige, oplyser politiet til Göteborg-Posten.

Op mod 100 biler udbrændte i Göteborg og flere byer langs det sydvestlige Sverige mandag aften.

Den mistænkte rejste tirsdag til Tyrkiet. Her blev han stoppet ved grænsen.

- Vi fandt ud af, at den her person havde begivet sig til Tyrkiet, og vi udfærdigede så en "no entry" til grænsepolitiet, som det lykkedes at pågribe personen på stedet.

- Det er forhåbningen, at han vil vende tilbage i løbet af dagen, og så skal svensk politi tage hånd om ham, siger Dan Windt, der er politichef i Göteborgs politidistrikt Syd.

Tirsdag blev en 16-årig og en 21-årig anholdt i Frölunda syd for Göteborg og sigtet for at have deltaget i bilbrandene.

Natten til onsdag har politiet og brandvæsnet været kaldt ud til fire nye bilbrande. To i Västra Frölunda.

Nyhedsbureauet TT har fået oplyst, at to unge er blevet set i færd med at antænde en bil og siden stikke af fra stedet.

De to øvrige brande var i Mölndal uden for Göteborg.

Det er uklart, om nattens bilbrande har forbindelse med mandagens masseafbrænding af biler.

Der er opstået rygter på de sociale medier, om at de personer, der står bag afbrændingerne, skal være betalt af andre til at gøre det.

Dan Windt siger, at han intet kender til den påstand. Han vil heller ikke bekræfte, at mandag aftens hærgen var koordinerede aktioner.

Statsminister Stefan Löfven undrede sig i et radiointerview tirsdag over, at der opstod så mange bilbrande på samme tid i forskellige byer i Vestsverige.

- Det ser ud, som om det er meget koordineret, som en militær operation, mente han.

/ritzau/