USA har slået varmerekorder denne sommer.

Men det er ingenting sammenlignet med, hvor varmt det bliver i 2053.

Ekstremt vejr bragte millioner af mennesker i fare i USA i sommer, og nye forskningsresultater tyder på, at amerikanerne skal vænne sig til det.

Forskere ved First Street Foundation, som er en nonprofitorganisation i New York, har studeret fremtidens varme i USA – og det bliver varmt.

Om knap 31 år lever mere end 100 millioner amerikanere i et 'ekstremt varmebælte', viser resultaterne fra rapporten fra First Street Foundation.

Et ekstremt varmebælte er defineret ved, at man mindst én dag om året lever i mere end 52 graders varme.

Det fremtidige varmebælte kommer til at indtage en stor del af landet, som ikke normalt oplever disse varmegrader.

Der er tale om den sydøstlige del af landet – lige vest for Appalachian Mountains, der strækker sig fra Texas og Louisiana hele vejen op gennem Missouri og Iowa.

Men den kraftigste varmestigning vil ramme et helt andet sted. I Miami-Dade County i Florida, hvor de i dag har syv dage om året med knap 40 grader, vil de i fremtiden have 34 dage med 40 grader.

Og det er ikke, fordi man ikke har kæmpet med varmen i forvejen i USA.

Den seneste hedebølge i Pacific Northwest sendte knap 1.000 mennesker på hospitalet, og der blev slået flere varmerekorder.