Make me proud. Gør mig stolt. Det var de sidste ord, hendes far sagde til hende på sit dødsleje. Og følger han med oppe fra himlen, er han uden tvivl stolt.
Tirsdag blev hans datter Alexandria Ocasio-Cortez nemlig den yngste kvinde, der nogensinde er valgt til Kongressen. 29 år gammel er hun.
»Dette er, hvad der er muligt, når almindelige mennesker samler sig i en kollektiv erkendelse af, at vi sammen kan skabe stærke og varige forandringer,« som hun ifølge Huffington Post taknemmeligt udtrykte det, da tirsdagens demokratiske sejr var i hus.
I USA har Alexandria Ocasio-Cortez allerede noget nær rockstjerne-status og har haft det, siden hun ved primærvalget væltede erfarne kandidater af pinden.
For godt nok er hun debutant på den politiske scene. Men hendes enkle og effektive budskaber er gået rent ind.
'No person should be too poor to live' lyder ét af dem. Og puertoricanske Alexandria Ocasio-Cortez ved, hvad hun taler om.
Dér, hvor hun kommer fra i Bronx - en af New York Citys fattigste bydele - var der ikke meget at gøre godt med i familien. Alligevel valgte hendes forældre at ofre alt, for at hun og hendes lillebror kunne få en bedre start i livet end dén, der var blevet tildelt dem.
De spinkede og sparede, skrabede hver en cent sammen for at investere i et lille hus i en forstadsflække. Her gik hun i skole. Som den eneste ikke hvide.
Alexandria Ocasio-Cortez var ambitiøs og drømte om at blive læge. Men ifølge et stort interview i magasinet The New Yorker støttede hendes lærere ikke den drøm. Det rakte hendes evner ikke til, mente de. Selv om hun vandt en andenplads i en international videnskabskonkurrence.
17 år gammel optog hun lån og stipendier nok til at kunne studere på Boston Universitet. Det var dér, hun fik opkaldet om, at hendes far var terminalt syg af lungekræft.
Hun nåede at besøge ham én gang på hospitalet. 'Make me proud' sagde han til sin datter. Kort efter døde han.
»Min mor var helt ødelagt, min bror nede. Og jeg tog det også utroligt hårdt selv. Men jeg tog også hans ord helt bogstaveligt,« fortalte hun i interviewet med The New Yorker om den tragedie, der førte hende ind på et nyt spor.
Biokemi blev skiftet ud med økonomi og internationale relationer, og i sin fritid arbejdede hun for senator Ted Kennedys kontor i Boston.
Men dét, der formede Alexandria Ocasio-Cortez som menneske og politiker, var dog at flytte tilbage til den sociale heksekedel Bronx, hvor de økonomiske efterdønninger af faderens død tvang hende til at sætte karrieren på standby. Hun blev servitrice. I en taco- og cocktailbar. Og politisk aktivist.
Men at hun selv blev kandidat for det demokratiske parti i det 14. kongresdistrikt i delstaten New York, kan hun takke sin lillebror for.
Det var ham, der opfordrede hende til at gøre forsøget, da gruppen Brand New Congress - som ønskede flere almindelige mennesker i politik - efterlyste kandidater. Efterlyste mennesker som servitricen Alexandria Ocasio-Cortez.
I året op til primærvalget foretog hun og hendes gruppe af frivillige ifølge The New Yorker 170.000 opkald, bankede på 120.000 døre og sendte 120.000 sms'er. Hun tweetede. Og postede kampagnevideoer.
»Det er ikke meningen, at kvinder som jeg stiller op til Kongressen. Jeg blev ikke født ind i en rig eller magtfuld familie,« sagde hun i dén video, som mange mener, gjorde udslaget.
»De demokrater, som tager imod virksomhedernes penge, som profiterer på overtagelser, bor ikke her, sender ikke deres børn til vores skoler, drikker ikke vores vand og indånder ikke vores luft,« fortsatte hun.
Gennem små donationer indsamlede Alexandria Oscasio-Cortez 300.000 dollar til sin kampagne. Modstanderen havde 3,4 mio. dollar at gøre godt med.
Hun skulle bruge 12.000 underskrifter for at stille op. Hun fik 50.000.
Det var hendes far, der, da hun var helt lille, tog hende med til Washington og The Capitol, Kongressens hjemsted.
»Alt det her tilhører os. Det tilhører dig,« sagde han dengang.
Nu har den 29-årige Alexandria Ocasio-Cortez et sæde dér. Hun er ifølge Huffington Post glad og stolt.
»Ord kan ikke udtrykke min taknemmelighed over for hver og én, der bidrog til at gøre denne bevægelse mulig.
For det er ikke en kampagne, ikke et valg, men en bevægelse for social, økonomisk og racemæssig retfærdighed.«
