Theresa May gentog i tv-debat, at ingen aftale om Storbritanniens vej ud af EU er bedre end en dårlig aftale.

London. Brexit stod højt på dagsordenen, da den britiske premierminister og leder af De Konservative, Theresa May, og lederen af Labour, Jeremy Corbyn, mandag aften var på tv forud for parlamentsvalget i næste uge.

De to partiledere deltog i et valgprogram, hvor vælgerne kunne udspørge dem om deres politik, på tv-kanalen Sky News.

Her stod det klart, at de havde forskellige indstillinger til forhandlingerne om Storbritanniens vej ud af EU.

Premierminister May erklærede sig endnu engang parat til at droppe forhandlingerne og forlade EU uden en aftale, hvis hun ikke bryder sig om tilbuddet fra Bruxelles.

- Vi vil være til stede for at forhandle om den rette aftale, men det, jeg har sagt, er, at ingen aftale er bedre end en dårlig aftale.

- Vi må være parate til at gå vores vej, sagde hun ifølge Reuters under interviewet.

Publikum reagerede på meldingen med klapsalver.

Med et smil tilføjede May, at hun vil sørge for at være en "bloody difficult woman" - altså en pokkers besværlig kvinde - under forhandlingerne, skriver BBC.

Da Jeremy Corbyn blev spurgt om en situation, hvor Storbritannien ikke lykkes med at få en aftale i hus, sagde han ifølge Reuters:

- Vi vil sikre os, at der kommer en aftale.

Labour-formanden blev også spurgt ind til indvandringen oven på brexit.

Corbyn ville ikke sætte et tal på, Men han sagde, at arbejderpartiet ønsker en "styret indvandring", og at han vil sætte ind over for virksomheder, der underminerer britiske arbejdstagere med billig arbejdskraft fra udlandet.

Blandt de mange emner var også terrorbekæmpelse oven på sidste mandags bombeangreb i Manchester, hvor 22 mistede livet og 116 blev såret.

Jeremy Corbyn lovede ifølge nyhedsbureauet NTB 10.000 flere betjente.

Premierminister May ville ikke sætte tal på. Men hun lovede at bruge flere penge på politiet, skriver BBC.

- Vi sikrer, at vi investerer penge, som kan bruges på at gøre noget ved forskellige former for kriminalitet, sagde hun.

De to rivaler var ikke til stede i studiet på samme tid.

Ifølge BBC ønskede Theresa May ikke at deltage i en direkte duel med Jeremy Corbyn.

Der er ti dage tilbage, inden briterne skal afgive deres stemme 8. juni.

Og meningsmålingerne viser, at Jeremy Corbyn og partiet Labour haler ind på De Konservatives føring.

/ritzau/