Tennisstjernen Novak Djokovic deltager alligevel i årets Australian Open.

Det oplyser han i et opslag på Instagram.

'Godt nytår, allesammen. Jeg ønsker jer et godt helbred, kærlighed og glæde i alle øjeblikke, og at I giver kærlighed og respekt til alle på denne vidunderlige planet,' skriver 34-årige Djokovic og fortsætter:

'Jeg har tilbragt fantastisk kvalitetstid med min familie i pausen, og nu flyver jeg 'down under', hvor jeg har fået dispensation. Kom så, 2022,' skriver han efter en del spekulationer om, hvorvidt han ville stille op.

Myndighederne i staten Victoria, hvor Melbourne ligger, kræver, at kun coronavaccinerede spillere kan stille op i år til Australian Open. Serberen har dermed fået dispensation fra et uafhængigt panel af eksperter, som var eneste mulighed for at få en billet til turneringen.

Tidligere har tennisstjernens far indikeret, at vaccinekravet ville betyde et afbud.

»Når det handler om at blive vaccineret eller ej, så er det hver enkelts personlige ret at vælge, om man vil vaccineres. Ingen har ret til at træde ind i ens intimsfære. Under denne form for afpresning vil Novak formentlig ikke deltage. Jeg ville ikke gøre det, hvis det var mig. Og han er min søn, så du kan selv vurdere mit udsagn,« sagde Srdjan Djokovic til serbiske tv Prva.

Novak Djokovic har selv tidligere sagt, at han er imod krav om vaccine, og at han 'personligt er imod vaccination'.

Han var selv smittet med corona tilbage i juni 2020 efter en opvisningsturnering ved navn Adria Tour, som fandt sted i Kroatien og Serbien. Det var på vej hjem fra den, at han blev testet positiv.

Novak Djokovic har vundet Australian Open de tre seneste år og ni gange i alt. Det er flere end nogen anden i historien.

Han har i alt 20 grand slam-titler på meritlisten, hvilket er rekord. Den deler han med Roger Federer og Rafael Nadal, som også fortsat er aktive. Førstnævnte kommer dog ikke til at deltage i årets første grand slam, da han har døjet med en knæskade.

Australian Open indledes 17. januar Melbourne.