For godt et år siden lignede Clara Tauson en, der var på vej mod tennistoppen.

Men siden har hun gennemgået en kæmpe nedtur med skadesproblemer og økonomiske udfordringer, og samtidig har hun stået uden træner.

20-årige Tauson forsøger lige nu at kæmpe sig tilbage i verdenseliten, og nu tager hun et solidt skridt på vejen ved at indgå en træneraftale.

Indtil slutningen af april vil KB Tennis' cheftræner, Jacob Holst, rejse med Clara Tauson rundt til de internationale turneringer, hun skal spille. Det oplyser parterne på Facebook.

Tauson nåede op som nummer 33 i verden, før skaderne stod i kø for at ødelægge hendes rytme.
Tauson nåede op som nummer 33 i verden, før skaderne stod i kø for at ødelægge hendes rytme. Foto: WILLIAM WEST
Vis mere

'Holst er en rigtig dygtig træner, som jeg lærte godt at kende under turneringen i Selva Val Gardena, Italien, sidste år.'

'Vi har god forståelse for hinanden både på og uden for banen, så det bliver bestemt et samarbejde, som jeg ser meget frem til at fortsætte med,' siger Clara Tauson.

Clara Tauson vandt ITF-turneringen i Selva i starten af december.

'Jeg ser meget frem til at arbejde videre med Clara som på trods af sin unge alder har flere års erfaring på såvel ITF som WTA-Touren med adskillige titler,' siger Jacob Holst og tilføjer:

'Det bliver spændende for mig fagligt at være helt tæt på Clara og det internationale tennismiljø i hverdagen og forhåbentlig bringe input i spil, når jeg er endeligt tilbage i maj på KB til glæde og gavn for trænerteamet i klubben og ikke mindst for spillerne på den lange bane.'

Clara Tauson, der nu er nummer 139 i verden, takker desuden Kjøbenhavns Erhvervsklub for at muliggøre samarbejdet.

'Jeg er meget glad og taknemmelig for, at Kjøbenhavns Erhvervsklub vil løfte dele af økonomien, så jeg kan spille turneringer hele året, rundt om i verden.'

Clara Tauson spillede sig lørdag i finalen i ITF-turneringen i slovenske Maribor med en sejr over hjemmebanehåbet Veronika Erjavec.

Discoverys danske tennisekspert Michael Mortensen har tidligere til B.T. sat ord på Clara Tausons lange og svære vej tilbage mod toppen. Det kan du læse lige HER.