Vil du gerne træne din kondition, er løb eller cykling gode træningsmetoder, mens et spil skak kan få hjernecellerne på overarbejde.

Men vil du gerne kombinere det fysiske og kognitive på en og samme tid, så du både træner kroppen og hovedet, er nogle sportsgrene bedre end andre.

Det fortæller Morten Zacho, der er idrætsfysiolog ved Center for Aktiv Sundhed.

- Hvis man skal sammensætte den ideelle hjerneboostpakke, så skal du gerne sammensætte den af mange ting som både håndbold, bordtennis og løb - så vil du både dyrke ting, der giver den fysiologiske effekt, og supplere med sportsgrene, der stimulerer ens taktiske evner og reaktionsevner, siger han.

Netop reaktionsevnen er noget, der bliver trænet i ketsjersport som badminton, tennis og til dels også bordtennis, mens håndbold også er en god sport, fordi du skal forudse meget i løbet af spillet, lyder det fra Morten Zacho.

Generelt handler det også om at holde sig i god form og fysisk aktiv, hvis du gerne vil have en høj kognitiv funktion.

- Der er en helt fundamental sammenhæng mellem en god kondition og dine kognitive evner, uanset om du har opnået den gennem løb eller på motionscyklen, siger Morten Zacho.

Du kender måske situationen, hvis du har siddet med en tung skole- eller arbejdsopgave. Så kan det være fornuftigt at rejse sig fra sin plads og lave noget andet i en periode, inden man sætter sig ned igen.

Ifølge Morten Zacho er den bedste løsning eksempelvis at løbe en kort tur.

- Det er selvfølgelig ikke sådan, at du herefter kan løse alle matematikopgaver dobbelt så hurtigt. Min pointe er bare, at det at løbe en tur, køre på motionscyklen eller svømme intervaller gennem den fysiologiske påvirkning kan gøre din kognitive funktion bedre, siger han.

Er du barn eller bare fan af de lege, som børn godt kan lide at lege i skolegården, er der igen nogle, der er bedre for den kognitive udvikling end andre.

Det fortæller Troels W. Kjær, der er hjerneforsker ved Roskilde Sygehus.

- For børn er en leg som dåseskjul et godt eksempel på, at du skal være hurtig, du skal bruge store muskelgrupper, og du skal kunne holde dig gemt indtil det rigtige tidspunkt, siger han.

På den måde træner du både kroppens fysiske og kognitive aspekter, lyder det fra Troels W. Kjær.

Også mange nye brætspil er gode, fordi du både skal bruge dine kognitive og fysiske færdigheder ved at svare på spørgsmål og eksempelvis mime. På den måde blander du igen morskaben med det strategiske, siger Troels W. Kjær.