En færdselsåre i hjertet af København vil henover weekenden være omfattet af afspærringer og et massivt vejarbejde.

Nærmere bestemt er der tale om Bredgade i indre by, da resterne af de gamle sporvognskinner skal fjernes.

Det fremgår af et brev, som beboere i Bredgade og Palægade har modtaget fra Københavns Kommune, ifølge Berlingske.

Heri står der desuden, at vejarbejdet skal udføres, da anlægsarbejdet er nødvendigt for at sikre vejens fremtidige holdbarhed. Arbejdet – og afspærringerne – vil derfor også finde sted over en længere periode.

I denne weekend vil vejarbejdet vare fra lørdag morgen klokken 06.00 og frem til natten til mandag.

Det vil derfor ikke være muligt for bilister at passere Bredgade, da strækningen vil være spærret fra Kongens Nytorv og frem til Skt. Annæ Plads.

Afspærringen betyder desuden, at ensretningen på Palægade vil blive ophævet.

På trods af afspærringen vil der stadigvæk være adgang for gående og cyklister i området. Vejarbejdet forventes at være afsluttet midt maj.