Børn og Kultur i Esbjerg Kommunes beslutning om i fem tilfælde at sende skoleledere på såkaldte stifinderkurser til en samlet værdi af 640.000 kroner plus moms vækker forundring i Esbjerg Lærerforening.

Lederkurset kan blandt andet indeholde gåture igennem søer, samlinger i en gigantisk tipi og arbejde med rafter, skriver JydskeVestkysten.

»Det er en mærkelig prioritering, når der samtidig bliver skåret på skolebiblioteker og specialundervisning,« siger Kenneth Nielsen, formand for Esbjerg Lærerforening, til B.T.

Siden 2014 har han oplevet nedskæringer i budgettet på skoleområdet i Esbjerg på godt 100 millioner kroner og afskedigelser af op mod 150 skolelærere, forklarer han.

»Vi er nået dertil, hvor eleverne selv er med til at betale for et lejrskoleophold, og hvor de selv skal betale indgang til Tivoli. Samtidig sender vi ledere af sted på indianerkurser,« siger Kenneth Nielsen.

Han understreger, at han er tilhænger af god ledelse, men er ked af, at pengene til stifinderkurserne kommer fra en samlet pulje til skolerne.

»Det er signalværdien, jeg ikke bryder mig om. Der er noget mærkeligt i, at der er penge til, at lederne kan tage ud og overnatte i en tipi, men at eleverne ikke kan få en 20’er til en kanalrundfart,« siger han.

Hos Esbjerg Kommunes Børn og Kultur fastholder skolechef Bo Meldgaard, at stifinderkurserne er en nødvendighed.

»Alt er relativt, når man sætter det op i forhold til hinanden. Det er et spørgsmål om prioritering af de ressourcer, vi har til rådighed. Den prioritering står vi ved. Så kan man altid diskutere, om vi skulle gøre det anderledes,« siger Bo Meldgaard til B.T.

Han forklarer, at der er kommet mange nye ledere ind de seneste år, og at det har været nødvendigt at bruge ressourcer på at få dem opkvalificeret til at få de rette kompetencer. Her har stifinderkurserne været effektive, mener han – også til prisen.

»Vores skoleledere har op mod 250 medarbejdere, og det kalder på en anden form for ledelse. Mit indtryk er, at de her kurser ruster dem til den opgave. De får modet til at gå forrest.«