Det var en tidlig aprilsnar, da Louis Nielsen meldte ud til medierne, at de ville forbyde de ansatte at modtage kage.

Når arbejdstiden runder sjette time på en mandag, kender de fleste trangen til noget sødt, der lige kan gøre, at man kommer igennem de sidste par timer inden fyraften.

Men optikerkæden Louis Nielsen indfører nu et forbud mod at deres ansatte må modtage usunde kage-gaver fra deres kunder, fordi en intern undersøgelse viser, at deres medarbejdere både har taget på og er blevet mindre effektive.

Det skriver kæden i en pressemeddelelse.

Virksomheden har lavet en intern undersøgelse af medarbejdernes fysiske sundhed, og den viser, at Louis Nielsens medarbejdere igennem det seneste år i gennemsnit har taget fire kilo på, og det skulle der altså være én specifik grund til.

Nemlig kage og søde sager, som medarbejderne i Louis Nielsens butikker modtager fra de kunder, der ønsker at takke deres optiker for en god oplevelse i butikken.

Men det duer altså ikke, at deres optikere får ekstra kilo på sidebenene. Derfor skrider virksomheden til handling og forbyder medarbejderne at modtage enhver form for usunde gaver fremover.

»Vi er som optikere en registreret sundhedsprofession, og vi har generelt et stort fokus på sundhed i alt, vi gør. Så det dur simpelthen ikke, at vi faciliterer et arbejdsmiljø, hvor vores medarbejdere indtager usunde kager fra kunderne, og som følge af det bliver uproduktive og sløsede med opgaverne,« fortæller Mads Nygaard, der er adm. direktør hos Louis Nielsen i pressemeddelelsen.

Modtager de ansatte en sød chokoladekage over disken, fordi en kunde har været glad for et par flotte briller, skal de ansatte altså nu sige pænt nej tak.

Administrerende direktør Mads Nygaard fra Louis Nielsen vil have, at de ansatte spiser frugt og grønt, fremfor kage og slik fra kunderne.
Administrerende direktør Mads Nygaard fra Louis Nielsen vil have, at de ansatte spiser frugt og grønt, fremfor kage og slik fra kunderne.
Vis mere

Men det er medarbejderne altså ikke tilfredse med.

»Det er under al kritik. Gaverne bliver givet til os, fordi vi gør et godt stykke arbejde, og så må vi ikke engang få lov til at modtage dem. Det er at gå alt for langt ad sundhedens smalle sti,« fortæller en medarbejder, der ønsker at være anonym.

Nu er det de sunde gaver, der skal på bordet i stedet. Knapt 1000 af Louis Nielsens ansatte er blevet undersøgt i den interne undersøgelse, og den viser også, at medarbejderne er henover det seneste år blevet mindre effektive. Og det kan altså ifølge virksomheden skyldes, at 95 procent af de gaver, de ansatte modtager fra kunderne, er usunde.

Derfor opfordrer ledelsen altså nu alle kunder til at give frugter, grøntsager eller andre sunde alternativer, hvis man vil gøre en optiker glad.