»Jeg synes, at det er ekstremt uretfærdigt.«

Sådan lyder ordene fra 18-årige Gustav Bærentsen, som går i 2. g på Stenhus Gymnasium. Det kommer efter, at han og hans medstuderende tirsdag modtog en mail på skolens intranet, Lectio, hvor det blev meldt ud, at skolen havde fået nye retningslinjer, hvad angår alkohol og stoffer ved gymnasiefester.

På gymnasiet, der ligger i Holbæk, har skolens ledelse nemlig besluttet at indføre en stoftest- og alkometerkontrol ved indgangen til festerne, så de kan nægte adgang for elever, som har en promille over én.

En regel, som flere af skolens elever i den grad er utilfredse med og særligt, fordi retningslinjerne først er blevet meldt ud fire dage før skolens første fest i over halvandet år.

»Jeg tænker, at det er fuldstændig absurd og uacceptabelt, at de kan tillade sig at reklamere med fest og glade dage, hvorefter de så melder ud, at man ikke må drikke, efter vi har købt billetten,« fortæller Gustav Bærentsen til B.T.

Gustav Bærentsen går i 2. g på Stenhus Gymnasium, og han mener, at det er fuldstændig uaccptabelt, at skolen ændrer reglerne lige op til den første gymnasiefest i halvandet år.
Gustav Bærentsen går i 2. g på Stenhus Gymnasium, og han mener, at det er fuldstændig uaccptabelt, at skolen ændrer reglerne lige op til den første gymnasiefest i halvandet år. Foto: Privat
Vis mere

Gustav Bærentsen havde ellers planlagt, at han skulle stå for en stor forfest med sine medstuderende inden gymnasiefesten på fredag, men nu ser han næsten ingen grund til det, for han er nemlig dybt forarget over, at skolen kan tillade sig det.

»Det er sygt irriterende. Jeg fandt ud af det, fordi jeg skal holde en stor forfest inden, og det giver bare ingen mening, for nu må vi jo nærmest ikke drikke mere end tre øl inden,« fortæller han til B.T.

Og Gustav Bærentsen er ikke den eneste, som synes, at det nye tiltag virker »uacceptabelt«.

I tirsdags modtog alle de studerende på Stenhus Gymnasium denne besked på deres intranet, Lectio, hvor det fremgik, at der var kommet nye retningslinjer.
I tirsdags modtog alle de studerende på Stenhus Gymnasium denne besked på deres intranet, Lectio, hvor det fremgik, at der var kommet nye retningslinjer. Foto: Privat
Vis mere

Han oplyser nemlig til B.T., at der er kommet op til 40 beskeder fra utilfredse elever i mail-tråden på Lectio, der ligeledes mener, at det ikke kan være rigtigt.

For ikke nok med, at eleverne ikke må indtage mere alkohol, end der svarer til en promille på én, så har det også skabt røre, at udmeldingen kommer »så sent«, og at eleverne ikke kan få refunderet deres billetter til festen.

Ifølge Peter Fink, der er vicerektor på Stenhus Gymnasium, er der dog en ganske god forklaring til, at de har valgt at indføre de nye retningslinjer. For ud over at skolen ikke ønsker, at eleverne skal være synligt berusede, så bunder retningslinjerne også i et større alkoholprojekt på tværs af landets gymnasier.

»Reglerne er blevet indført med udgangspunkt i et fælles projekt (med andre danske gymnasier, red.), som går ud på, at danske unge skal drikke mindre. Men i stedet for at lukke helt ned for festerne på skolen, har vi valgt at sætte grænser for alkoholforbruget,« fortæller Peter Fink til B.T.

Peter Fink påpeger nemlig, at skolen ser det som »deres opgave at være almendannende«, og derfor vil de også gøre deres for, at de unge minimerer deres alkoholindtag.

Men faktummet om, at eleverne er blevet så utilfredse med retningslinjerne og »den lidt sene melding«, kommer alligevel en smule bag på ham.

Skolen har nemlig altid haft en indirekte alkoholpolitik, som betød, at hvis eleverne var for berusede, så blev de nægtet adgang til festerne, og derfor forstår han ikke problemet.

»Retningslinjerne er jo i princippet bare blevet kridtet op, men jeg kan godt se, at det kunne have været meldt ud noget før. Vi synes bare ikke, at det er så radikal en ændring, vi indfører,« fortæller han.

Selvom eleverne mener, at det er helt forkert, håber Peter Fink dog, at retningslinjerne alligevel vil give pote for den kultur, der hærger på gymnasiet.

»Overordnet håber vi, at vi med sådan et tiltag kan bidrage til at ændre den nuværende – og ofte voldsomme – drukkultur, der eksisterer på mange uddannelser,« afslutter han.