Dyr der bevæger sig rundt ved buffeten og afføring i poolen.

Umiddelbart lyder det ikke som en ferie på et fem-stjernet hotel.

For danske Chris Vestergaard var det dog, hvad han oplevede, da han i sommers var på ferie i Tyrkiet.

Sammen med familien, var han i uge 23 i slutningen af juni måned, taget til hotellet Crystal Sunset Luxury Resort & Spa.

»Vi havde været på hotellet for fire år siden, hvor det var helt fantastisk, men da vi ser det i år, var standarden faldet helt enormt,« fortæller han til B.T.

Chris Vestergaard fortæller, at hotellet generelt fremstod beskidt og uhygiejnisk.

Blandt andet var der ikke håndsprit ved buffeterne, hvor hotellets gæster valgte at tage for sig af retterne med hænderne. Derudover var der levende dyr omkring buffeten i hotellets udendørsområde, fortæller han.

»Levende fugle fløj rundt, og katte rendte rundt mellem bordene ved frokostbuffeten, hvor folk så kunne sidde og fodre dyrene, uden at de blev forsøgt jaget væk fra området,« siger Chris Vestergaard.

Levende dyr omkring buffeten og afføring i poolen var blandt oplevelserne på Chris Vestergaards ferie i Tyrkiet.
Levende dyr omkring buffeten og afføring i poolen var blandt oplevelserne på Chris Vestergaards ferie i Tyrkiet. Foto: Privat
Vis mere

Det var dog ikke kun forholdene omkring frokostbuffeten, som chokerede danskeren.

»Der var to engelske par ved hotellets pool som på et tidspunkt gør opmærksom på, at der ligger afføring i vandet. Efterfølgende bliver det blot fisket op med et net, og så sker der ikke rigtigt mere,« fortæller han om oplevelsen, som trods de spektakulære begivenheder ikke fik Chris Vestergaard til at klage over hotellet.

At der kan være fæces i poolen, opdagede Camilla Jouper Johansen og hendes familie også, da de var på samme hotel i 2017.

»Poolen på hotellet var ulækker. På et tidspunkt er der en lort i børnepoolen, som de fisker op og så blev poolen ikke renset på andre måder,« fortæller hun til B.T.

Da Camilla Jouper Johansen var på ferie med familien i 2017, var der også afføring i hotellets pool.
Da Camilla Jouper Johansen var på ferie med familien i 2017, var der også afføring i hotellets pool. Foto: Privat
Vis mere

Hos rejseselskabet Sunweb, som både Chris Vestergaard og Camilla Jouper Johansen bestilte deres ferier hos, kommer de beskrevne oplevelser bag på dem.

»Hotellet scorer flot på f.eks. Tripadvisor og også vores på anmeldelser på vores egen hjemmeside. Derfor er vi overraskede over disse oplevelser, men tager selvfølgelig affære, hvis vi er bekendt med det,« siger presseansvarlig hos Sunweb, Deniz Jensen.

Den presseansvarlige fortæller desuden, at hvis rejseselskabet skal have ordentlig mulighed for at hjælpe gæsterne i en situation, hvor de føler, at forholdene ikke lever op til standarden, så er de nødt til at klage, mens de er på den pågældende ferie.

Både Chris Vestergaard og Camilla Jouper Johansen fortæller til B.T., at der i begge tilfælde efter fundet af afføring i poolen, ikke blev advaret mod at anvende poolen, eller foretaget nogen synlig rengøring af poolen.

Med hensyn til meldingerne om manglende rengøring af poolen, har den presseansvarlige hos Sunweb dog tiltro til hotellets håndtering af sagerne.

»Hvis der er afføring i vandet, så må vi jo stole på de retningslinjer, der er på hotellet. Det havde selvfølgelig nok været bedst, hvis der var foretaget en eller anden form for afskærmning, men vi må stole på, at de ved, hvad der skal gøres i sådan en situation,« siger Deniz Jensen til B.T.

Hotellet, Crystal Sunset Luxury Resort & Spa, har i de senere dage været fremme i medierne, efter at historien om en to-årig engelsk pige døde mindre end to uger efter, at hun var vendt tilbage fra en ferie med sin familie på hotellet.

Pigen var blevet smittet med en E. Coli-bakterie, som endte med at koste hende livet. Efterfølgende var pigens mor, Katie Dawson, ude og kritisere forholdene på hotellet, hvor hun også rapporterede om fugle ved buffetten, og fæces i hotellets pool.