En beskæring af rentefradraget kan blive en del af regeringens skattereform, der præsenteres tirsdag. Realkreditforeningen er åben over for at skære i rentefradraget. Boligejerne risikerer at få beskåret deres rentefradrag, når regeringen på tirsdag præsenterer sin længe ventede skattereform. En sænkning af rentefradraget er i spil i SRSF-regeringens oplæg, erfarer Berlingske. Dog først med virkning fra efter 2015. Ved først at forringe værdien af rentefradraget til den tid, undgår regeringen at bryde sit løfte fra regeringsgrundlaget om at 'regeringen vil holde boligskatterne og rentefradraget i ro i indeværende valgperiode'. Og da valgperioden udløber senest i 2015, håber SRSF dermed på, at den er mindre sårbar i forhold til kritik om løftebrud. I forvejen er det en kendsgerning, at skatteværdien af rentefradraget sænkes gradvist fra 33 pct. til 25 pct. i perioden frem til 2019 for beløb, der overstiger 100.000 kr. i renteudgifter for ægtepar og 50.000 kr. for enlige. Det var et af elementerne fra den tidligere VK-regerings skattereform i 2009, som årligt indbringer godt fire mia. kr. til statskasssen. En af de modeller, som SRSF-regeringen har haft på tegnebrættet, skulle ifølge Berlingskes oplysninger handle om at halvere de to beløbsloft. I så fald vil det gradvist lavere rentefradrag træde i kraft ved renteudgifter for 50.000 kr. for ægtepar og 25.000 kr. for enlige.

DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN Udsigten til at boligejerne bliver ramt på rentefradraget får dog ikke realkreditsektoren til at falde bagover i forbitrelse. - Det er ikke sådan, at vi slår korsets tegn og siger, at fordi man rører ved rentefradraget, så går alting galt. Vi vil ikke udelukke, at det kan være fornuftigt, men det skal ses i en samlet helhed, siger direktør Karsten Beltoft fra Realkreditforeningen. Brancheforeningen vil heller ikke stille sig på bagbenene, hvis regeringen med virkning fra om nogle år ophæver skattestoppet for ejendomsværdibeskatningen. En forhøjelse af boligskatten, skulle dog ifølge Berlingskes oplysninger ikke være i spil. 'De skal holde fingrene væk' Hos ejendomsmæglerkæden Home beder man derimod indtrængende regeringen om at droppe alle tanker om at boligejerne må trække en endnu mindre del af renteudgifterne fra i skat. - De skal holdre fingrene væk fra boligejernes økonomi. Vi har at gøre med et boligmarked, der har fået alvorligt mange knubs gennem de seneste år, siger Mads Ellegaard, kommunikationschef i Home. Og i det store oppositionsparti Venstre, som de fleste på Christiansborg, regner med skal lægge de afgørende stemmer til regeringens skattereform, er man helt afvisende over for at forringe rentefradraget yderligere. - Vi medvirker ikke til noget, der koster penge for boligejerne, siger skatteordfører Torsten Schack Pedersen (V). Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) vil ikke kommentere om rentefradraget ender med at komme med i skatteudspillet. Skatteordfører Nadeem Farooq (R) er også tavs. - Jeg kan hverken af- eller bekræfte, hvad vi konkret justerer på, siger han. Ud over rentefradraget overvejer regeringen ifølge Berlingskes oplysninger at lade den finansielle sektor betale mere i skat. Det ønske har især været fremført af SF i de interne forhandlinger i regeringen. Sikkert og vist skulle det ifølge Berlingskes oplysninger være, at regeringen agter at hæve beløbsgrænsen for, hvornår man betaler topskat. Samtidig er der forlydender om, at erhvervslivet kan se frem til en vækstpakke. Et element i den sammenhæng kunne eksempelvis være, at regeringen støver et S-SF-forslag af fra før valget om, at virksomhederne får ret til straksafskrivninger ved investeringer i for eksempel maskiner.

Synes du, det er en god idé at sænke rentefradraget?

Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i BT lørdag