Der skal skæres ned på sagsbehandling og ventetid for køreprøver, og it skal fylde mere, mener minister.

København. Det skal være mindre besværligt og mere moderne at tage kørekort.

Med den ambition vil transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) sætte gang i en "gennemgribende revision" af køreundervisningen.

Den nuværende undervisning bygger på lovgivning fra 1986, og derfor er det på tide, at den bliver moderniseret, mener ministeren.

- Der er sket mange ting siden 1986. Vi har fået nye indsigter i, hvordan man bedst lærer unge - og ældre - mennesker at køre. Plus at der er sket en mindre it-revolution, siger ministeren.

Præcist hvordan køre- og teoritimerne skal bringes mere i takt med tiden, har regeringen ikke lagt sig fast på.

I første omgang er der bestilt en rapport fra et norsk universitet, der har erfaring med køreundervisning. Universitetet skal komme med sine anbefalinger om nogle måneder.

- Jeg er helt overbevist om, at vi kan gøre det bedre, siger Ole Birk Olesen.

Eksempelvis håber ministeren på, at det skal være slut med cd-rommer. I dag kan man finde masser af teoriundervisning på nettet, men politiet benytter stadig fysiske cd-rommer til selve teoriprøverne, oplyser René Arnt, landsformand for Dansk Kørelærer-Union.

Det gør det dyrt og besværligt at opdatere prøverne, når færdselsreglerne ændres.

Ud over at modernisere køreundervisningen vil regeringen gøre noget ved sagsbehandlingstiden. I dag kan der være lange ventetider på at komme op til køreprøver.

Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, taler for at udstede en garanti for, at man maksimalt skal vente en måned fra teoriprøven til den praktiske prøve.

Ole Birk Olesen vil dog ikke lægge sig fast på en bestemt ventetid endnu.

- En måned er bedre end to måneder, en uge er bedre end to uger. Den skal bare være så kort som muligt, siger transportministeren.

Transportministeriet og Justitsministeriet drøfter i øjeblikket, hvordan ressourcerne kan bruges bedre, så ventetiden kan komme ned, oplyser han.

/ritzau/