Finansministeriet indkalder til indledende forhandlingsmøder med Folketingets partier om reformudspillet "Danmark kan mere I" tirsdag.

Møderne starter klokken 11:30.

Det oplyser Finansministeriet.

Udspillet blev præsenteret for en uge siden, og her sagde finansminister Nicolai Wammen blandt andet, at regeringen ruller Lars Løkke Rasmussens 'rødvinsreform' tilbage ved at hæve aktiebeskatningen fra 42 til 45 procent.

»Vi synes, det er fornuftigt. Og det ville kunne finansiere, at vi kan droppe modregning i pensioner. I en tid, hvor man har haft store gevinster på aktiemarkedet, så beder vi folk om at bidrage lidt mere,« sagde han.

Især to hovedpointer fra reformen har vakt opsigt og debat.

1: Lavere dagpengesats skal få unge i arbejde

Som nyuddannet kan du i dag modtage 13.815 kroner i dagpenge om måneden.

Det beløb vil med regeringens udspil falde markant til 9500 kroner om måneden. Det skal ske for at få flere unge akademikere til at vælge ufaglærte job, mens man søger 'drømmejobbet'.

Hvis man som ledig har børn eller er over 30 år, er man i øjeblikket berettiget til 15.844 kroner om måneden - det vil regeringen ikke pille ved.

2: Vil indføre tvang for indvandrerkvinder

Regeringen vil indføre en 37 timers arbejdspligt for borgere med et integrationsbehov, lød det fra Mette Frederiksen på pressemødet hvor udspillet blev præsenteret.

Hun italesatte udfordringen som en værdikamp:

- Det at gå på arbejde og forsørge sig selv skal være en afgørende værdi i Danmark. I alt for mange år har vi gjort for mange en bjørnetjeneste ved ikke at stille krav. Det gælder blandt andet ikke-vestlige kvinder, siger Mette Frederiksen.