Der bliver spillet på flere heste i Herning.

Normalt er MCH Arena nemlig FC Midtjyllands hjemmebane, men de er sendt på udebane i seks kampe i streg og har overladt scenen til VM i ridesport, som løber af stablen fra 6. til 14. august. Der er tale om et firedobbelt verdensmesterskab i dressur, springning, paradressur og voltigering.

Og der bliver arbejdet som en hest for at få det hele klar til den store konkurrence – blandt andet er der blevet kørt knap 3.000 tons sand ind på fodboldstadionet, der under VM hedder Stutteri Ask Stadium.

SE DEN VILDE FORVANDLING I KLIPPET ØVERST

Den kæmpe mængde specialsand er kørt ind med lastbiler fra Sverige og lagt på puder. Det gælder nemlig om ikke at beskadige varme- og drænanlæg på stadion i processen.

Ifølge arrangørerne skal sandbunden køres ud igen i løbet af 20 timer, efter den sidste hest har forladt arenaen den 14. august kl. 17.30.

Både MCH Arena, Jyske Bank Boxen og resten af området omkring vil blive inddraget til fordel for ridesportens kæmpe event.

Se herunder, hvor omfattende VM-ombygningen er:

Der skal uddeles 21 medaljesæt under VM, og det største guldhåb er Cathrine Laudrup-Dufour, der både stiller op individuelt og som en del af det danske dressurhold.

VM-arrangørerne kan dog ikke sætte sig helt op på den høje hest, for de har holdt fast i en kontroversiel sponsor – læs mere om den historie her