Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Veteranerne i Judas Priest fyrede en formidabel farvelfest af på Copenhell – og lad det så VÆRE slut nu, Judas Priest!

“Ja, jeg kan altså ikke finde noget at sætte en finger på!”

Når de ord kommer fra kollega Mathias, som notorisk er kendt som disse siders Joakim Von And, når det kommer til at dele roser ud…. ja, så MÅ der have været noget særligt i gære.

Det kan jeg så også bekræfte, der var.

Legendariske Judas Priest er efter over fyrre år i Heavy Metals frontlinje på afskedsturné, og den ramte fredag nat Copenhell med to timers turbo-ladet tonsende ”Judas fucking Priest fucking Heavy fucking Metal” (citat: sanger Rob Halford), som blev spillet til perfektion og leveret med overskud og spilleglæde.

Se, I behøver jo ikke mig til at fortælle jer, at Judas Priest har sangene til den ultimative Heavy (fucking) Metal fest i kataloget, men i de seneste ti år har det langt fra været givet, at den fest så også blev leveret. De sidste mange gange, jeg har oplevet bandet, har det tværtimod som oftest været gammelmands-trætte og gumpetunge oplevelser med en kvintet, som ærligt talt snarere har syntes fokuseret på pensionsopsparingen end på dét powertrip, en Priest koncert ærligt talt skal være.

For mig, som på det nærmeste var slave af Judas Priest i årene fra 1978 til ’91, har det ikke været rart at opleve, og var afskedskoncerten fredag aften blevet lige sådan, havde det ærligt talt ikke været til at bære.

Heldigvis blev den det stik modsatte!

Da Judas Priest lige havde fået stillet sigtekornene ind med ”Rapid Fire” og ”Metal Gods” og så ramte en ikke alene svidende præcis men også suverænt swingende ”Heading Out To The Highway” var der kun én grund til at se sig tilbage: nemlig for at hive endnu en konge-klassiker af kataloget.

Og dem var der mange af ved en koncert, som simpelthen formede sig som en lektion i Heavy Metal historien, som Judas Priest er en lige så betragtelig del af som bysbørnene i Black Sabbath (hvis ”War Pigs” i øvrigt såre passende blev brugt som intromusik til koncerten).

Judas Priest spillede numre fra samtlige de 14 album, bandet har udgivet med Rob Halford ved mikrofonen siden debuten ”Rocka Rolla” i 1974.

Det kom der nogle artige overraskelser og deciderede højdepunkter ud af i et brag besjælet med flere højdepunkter end den gennemsnitlige bjergkæde. Lad mig blot nævne en stolt spankulerende ”Starbreaker” (fra ”Sin After Sin” 1977), en gungrende ”Never Satisfied” (fra debutalbummet) og – ikke mindst – en formidabel version af den moody hymne ”Blood Red Skies” (fra ”Ram It Down”, 1988).

Og dertil så mange Heavy Metal klassikere, at det kunne få de fleste af Priests konkurrenter (hvilke konkurrenter?) til at trække stikkene permanent. Det hér er for satan SANGE – med substans, melodi, klasse og dynamik, og det er præcis dét, man har behov for, når man samme dag har oplevet blindt tonseri med eksempelvis Deicide og Baptized By Blood. For fanden da; prøv – bare PRØV – dog at skrive en sang, folkens.

Men tilbage til Priest. Holdet var som nævnt virkelig veloplagte på Copenhell. Guitarist og all-round good guy Glenn Tipton kunne ikke få tørret smilet af koncerten, og Halford gnækkede åbenlyst i skægget, fordi han vist ikke engang selv turde tro på, at Priest stadig efter alle disse år kan ramme storformen, som de gjorde denne aften.

Guitaristen Richie Faulkner sørgede for, at ingen savnede veteranen Kenneth ”KK” Downing, som af årsager bedst kendt af hans psykiater forlod bandet, lige før afskedsturnéen startede. Og Ian Hill (bas) og Scott Travis (trommer)? Well, fredag nat var de såmænd blot noget nær det perfekte maskinrum og bibragte numre som ”Prophecy”, ”You’ve Got Another Thing Comin’” og den brillante metal-messe ”The Sentinel” et drive, som kunne gøre en flotille af langtidschauffører misundelige.

Og jeg kunne blive ved, men det skal jeg spare jer for. Jeg tror, de fleste nu har fattet, at det hér var ret fedt.

Faktisk var det suverænt og den perfekte nat at tage afsked med Judas Priest og takke for sangene og det suveræne spil gennem fyrre år. Lad det så være slutningen Priest! Fortsæt bare med at lave plader, men ikke flere koncerter, vel? Det er sådan hér, vi gerne vil huske jer.

Sluttelig en parafrase over Rob Halfords velkomst-ord gennem mange herrens år:

”It’s Saturday night, and the Priest has… GONE.”

Andre læser også