En deltagelse i programmet MGP er en oplevelse, man ikke lige glemmer, og for Odense-drengen Isso er det en drøm, der er gået i opfyldelse.

Ismael Kanj Al Jamous, som Issos rigtige navn lyder, rappede sig hele vejen til superfinalen ved dette års børnemelodigrandprix med stærk opbakning fra William fra Aarhus.

»Jeg ville gerne have en danser med på scenen, og så var der nogen fra programmet, der foreslog en dj, der også kunne danse, og så introducerede de os for hinanden,« siger Isso.

Han har både palæstinensiske og libanesiske rødder og bor til hverdag på Skibhusvej i Odense. Og hans nye makker, hvis fulde navn er Hans William Juel Stokkebroe, kommer fra Aarhus. De to er dog ikke færdige med hinanden trods geografiske afstand, lyder det, da de søndag sidder på deres hotelværelse.

»Vi skal bare ud og holde nogle flere koncerter sammen,« lyder det fra William Juel Stokkebroe, som bliver bakket op af Isso.

De to beskriver oplevelsen på scenen i Herning lørdag aften som noget helt vildt og overvældende.

»Det var en mega fed aften,« siger Isso, som forklarer, at især sammenholdet var en god oplevelse. Foruden selve følelsen af at stå på scenen.

Det er en situation, den 14-årige odenseanske dreng har drømt om, siden han var lille. Derfor var det også helt o.k., at de to drenge kom på en delt andenplads efter sangerinden Emma, der vandt med sangen 'Hater'.

Og øjeblikket, hvor de blev råbt op til at skulle videre i superfinalen, var også uforglemmelig, lyder det.

»Da vi blev råbt op som de første, gik klappen bare ned. Det var slet ikke til at tro. Det var for vildt,« siger 12-årige Hans William Juel Stokkebroe.

Begge havde de familie med til showet, men det var kun William Juel Stokkebroe, der nåede at hilse på sin efter deres optræden.

»Min mor, far og storebror var der, og der var folk, der fortalte, at de var megastolte, da vi gik videre,« siger Isso.

Han håber, at drengenes medvirken i MGP kan sætte gang i nogle arrangementer for de to nye makkere i fremtiden.