»Det er ikke hver dag, vi ser det her«.

Sådan lyder det fra vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Aamann, mandag aften.

Han taler om en stor ransagning, som politiet fredag har foretaget i Aabenraa.

Her fandt man intet mindre end 1.800 kanonslag.

»Det er en af de største fangster af kanonslag, vi har haft i år. Men det er ikke den største,« siger Ole Aamann.

I det hele taget er de ulovlige kanonslag et større problem i Sønderjylland. Og ikke mindst i og omkring Aabenraa, fortæller vagtchefen.

»Vi har gennem et stykke tid modtaget en del anmeldelser om ulovlige kanonslag. Derfor håber vi, at den her beslaglæggelse kan give nogle roligere nætter i Sønderjylland – og Aabenraa specielt,« siger Ole Aamann.

Han vil kan ikke komme nærmere ind på, hvor de mange kanonslag er blevet fundet.

Han kan dog sige:

»De er fundet ved en privat beboelse.«

Sammen med ønsket om roligere nætter for folk i lokalområdet, så fører den store fangst også et andet ønske med sig.

»Vi håber, det kan betyde, at vi kommer nærmere de folk, der står bag de ulovlige kanonslag,« siger Ole Aamann.