En 22-årig kvinde er fredag blevet varetægtsfængslet, sigtet for at have stukket en 50-årig mand med en kniv natten til fredag i Hobro. Det oplyser Nordjyllands Politi.

- Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, så jeg kan ikke oplyse andet, end at kvinden er blevet varetægtsfængslet i to uger, sigtet for forsøg på manddrab, siger Henrik Bech, vagtchef hos Nordjyllands Politi, til Berlingske Nyhedsbureau.

Den 22-årige kvinde blev umiddelbart efter episoden, hvor en 50-årig mand blev stukket flere gange i brystet, tilbageholdt sammen med to andre personer, en kvinde og en mand.

Offeret blev efterfølgende kørt på sygehuset, hvor hans tilstand ifølge politiet var kritisk.

Nordjyllands Politi ønsker ikke at oplyse yderligere om sagens omstændigheder.

BNB