Det kan godt være, at alderen trykker på visse punkter af den 83 år gamle krop. Men på ét afgørende punkt er alt, som det plejer.
»Jeg er forfængelig. Det har jeg været lige så længe, jeg kan huske,« erkender han ligeud. Digter og filmmager Jørgen Leth. Og ser som vanlig skarp og stilig ud.
De lange ben er strakt ud under bordet. Blotter de ternede sokker, der i farverne matcher logoet i hans sneakers. Det er på ingen måde tilfældigt.
»De er flotte, ikke?« spørger han ikke uden stolthed i stemmen om sokkerne. »De er fra Vibskov. Der er styr på det,« tilføjer han.
»Jeg bruger faktisk lang tid på at klæde mig på. Men jeg prøver at forenkle det, træffe valget om aftenen, så jeg ikke skal hæmmes af det om morgenen. For det er frygteligt. Tvivlen. Hvad skal man tage på? Hvordan ser man ud?« siger Jørgen Leth, som i sin nye dokumentarfilm 'I Walk' stiller skarpt på sin egen alder og kroppens forfald.
»Jeg prøver at tage fat i og vise, hvor jeg er i livet,« siger han om at blotte de sider, der umiddelbart harmonerer dårligt med forfængeligheden, og indrømmer da også, at »alder og forfald er jeg sgu ikke meget for at skulle se i øjnene«.
Men at se ordentlig ud i egne og andres øjne er stadig vigtigt for Jørgen Leth. Og dér mener han faktisk, at mange danskere kunne lære noget af ham.
»Noget af det, jeg er meget kritisk overfor i Danmark, er, at folk tager det meget let, hvordan de skal se ud. Der har jeg altid følt, at jeg har en anden tilgang til livet og til, hvordan man skal præsentere sig i det.«
»Jeg synes, at det er blevet bedre med årene. Men i mange år har det været sådan, at man som venstreorienteret ikke måtte lægge vægt på det ydre,« siger Jørgen Leth med himmelvendte øjne.
»Det er jeg meget imod. Man skal sørge for at deltage i livet med en vis selvfølelse og den stolthed, der ligger i at klæde sig ordentligt på.«
Netop den kunstart har Jørgen Leth i årtier excelleret i.
»Jakken her er jeg meget trofast overfor. Den er af cashmere og fra Giorgio Armani. Den er varm og afslappet samtidig,« forklarer han og fortæller, at netop Armanis hovedbutik i Paris er en, han har været flittig gæst i.
»De kender mig der. Jeg er blevet sådan én, som de hilser pænt på, når jeg kommer ind ad døren. Det kan jeg godt lide,« smiler han. Veltilfreds.
»Så kommer de og viser mig nye skjorter, som de ved, at jeg kan lide. Og så tager jeg måske to af dem. De er dyre ad helvede til.«
»Og T-shirten her,« siger han og hiver ud i den, »den er fra James Perse. Sådan er det. Det går jeg op i.«
Selv det klassiske viltre Jørgen Leth-look er helt bevidst. Det er det eneste, der for enhver pris ikke skal være ordentligt.
»Jeg er meget bevidst om, at håret er, som det er. Dem, der har forstand på mig, synes også, at det skal være sådan. Min søn Asger går altid hen og tager en hånd gennem det. Det skal ikke redes. Det skal ikke være for ordentligt. Det er mit look. Jeg er optaget af mit look.«
»Men det er ikke almindeligt i Danmark. Der er meget stor ligegyldighed overfor, hvordan man er klædt på,« siger Jørgen Leth og ryster på hovedet.
Måske er der håb forude for de håbløse. For snart kommer Jørgen Leth nemlig også med en ny bog. Om stil.
»Det er tekster fra mig om forskellig slags stil. Cykelryttere, filminstruktører,« begynder han opremsningen og siger så med et stort smil:
»Og så har jeg lige tilføjet et nyt kapitel. Det handler om sneakers.«
