Det interesserer tilsyneladende ikke medier og håndboldfans at kåre verdens bedste håndboldspiller.

Den officielle kåring bliver derfor ikke foretaget i år, da for få har deltaget i afstemningen.

Det skriver TV2 Sport, som har oplysningen fra en mail fra Det Internationale Håndbold Forbund (IHF).

De nominerede er for længst offentliggjort, men kåringen af verdens bedste kvindelige og mandlige håndboldspiller i 2017 er altså droppet.

»Desværre nåede antallet af stemmer, det vil sige den samlede deltagelse i medieafstemningen og fanafstemningen, ikke tilstrækkeligt højt nok op til at lade disse to afgøre resultatet i sidste ende - i forhold til prisens betydning. Derfor er det blevet besluttet ikke at kåre årets spillere i 2017,« skriver IHF til TV2 Sport i en begrundelse for beslutningen.

IHF oplyser ikke, hvor mange stemmer der er afgivet til prisen, som officielt hedder 'IHF World Player of the Year'.

Prisen er tidligere vundet af danske Anja Andersen hos kvinderne, mens Mikkel Hansen to gange er kåret til verdens bedste håndboldspiller hos mændene.

Den normale procedure er, at både medier, fans og eksperter afgiver stemmer.

/ritzau/