Efter halvandet års dans om den varme grød lægger Klavs Bruun nu kortene på bordet og taler ud om det famøse evalueringsbrev, og hvordan det sendte ham på randen af knockout. Det fik ham til at forsøge at sige sit job op, men endte med at blive et afgørende vendepunkt for kvindelandsholdet.
Han er stadig forbandet, Klavs Bruun Jørgensen. Forbandet over, at kvindelandsholdets VM i december sluttede i kvartfinalen efter en dårlig indsats mod et ordinært svensk mandskab. Det har landstræneren brugt dagene siden på at absorbere og analysere. Ligesom han har brugt lidt kræfter på at bekæmpe den influenzalignende tilstand, som altid rammer hans krop efter en slutrunde.
Men indholdet af Klavs Bruuns sidste dage i dette år kunne sagtens have været noget helt andet end sygdom, analyse og VM-frustrationer.
Havde Ulrik Wilbek bare besvaret ét af de indgående opkald fra Klavs Bruun en forårsdag i 2016, ville han højst sandsynligt ikke have stået i spidsen for kvindelandsholdet i dag. Men Wilbek lod telefonen ringe ud. Flere gange.
I Virum sad en rasende Klavs Bruun og forsøgte ihærdigt at komme i kontakt med den daværende sportschef i Dansk Håndbold Forbund. Han havde netop modtaget en mail med et sønderknusende evalueringsbrev fra spillerne på landsholdet, og lysten til at fortsætte som landstræner var forduftet.
Det afslører 43-årige Klavs Bruun i dette eksklusive interview, hvor han for første gang taler fuldstændig ærligt ud om det mest omdiskuterede brev i dansk håndbolds historie - og forklarer, hvordan det endte med at kaste ham ud i sit håndboldlivs største krise.
Han har ellers indtil videre forsøgt at nedtone betydningen af den brutale evaluering. Men nu indrømmer Klavs Bruun, at brevet, der blandt meget andet beskyldte ham for dårlig taktisk forberedelse, manglende respekt for spillerne samt dårlig kommunikation, fik bægeret til at flyde over.
Efter halvandet års dans om den varme grød lægger Klavs Bruun nu kortene på bordet og taler ud om det famøse evalueringsbrev, og hvordan det sendte ham på randen af knockout. Det fik ham til at forsøge at sige sit job op, men endte med at blive et afgørende vendepunkt for kvindelandsholdet.
Han er stadig forbandet, Klavs Bruun Jørgensen. Forbandet over, at kvindelandsholdets VM i december sluttede i kvartfinalen efter en dårlig indsats mod et ordinært svensk mandskab. Det har landstræneren brugt dagene siden på at absorbere og analysere. Ligesom han har brugt lidt kræfter på at bekæmpe den influenzalignende tilstand, som altid rammer hans krop efter en slutrunde.
Men indholdet af Klavs Bruuns sidste dage i dette år kunne sagtens have været noget helt andet end sygdom, analyse og VM-frustrationer.
Havde Ulrik Wilbek bare besvaret ét af de indgående opkald fra Klavs Bruun en forårsdag i 2016, ville han højst sandsynligt ikke have stået i spidsen for kvindelandsholdet i dag. Men Wilbek lod telefonen ringe ud. Flere gange.
I Virum sad en rasende Klavs Bruun og forsøgte ihærdigt at komme i kontakt med den daværende sportschef i Dansk Håndbold Forbund. Han havde netop modtaget en mail med et sønderknusende evalueringsbrev fra spillerne på landsholdet, og lysten til at fortsætte som landstræner var forduftet.
Det afslører den 43-årige landstræner i dette eksklusive interview, hvor han for første gang taler fuldstændig ærligt ud om det mest omdiskuterede brev i dansk håndbolds historie - og forklarer, hvordan det endte med at kaste ham ud i sit håndboldlivs største krise.
Han har ellers indtil videre forsøgt at nedtone betydningen af den brutale evaluering. Men nu indrømmer Klavs Bruun, at brevet, der blandt meget andet beskyldte ham for dårlig taktisk forberedelse, manglende respekt for spillerne samt dårlig kommunikation, fik bægeret til at flyde over.
»Jeg ringede til Ulrik Wilbek for at sige op, da jeg havde fået det brev. Jeg var… vældigt ophidset, lad os sige det sådan. Lige der, der havde jeg svært ved at se, at jeg kunne bære det. Både som landstræner og som person. Det brev var voldsomt kritisk,« siger Klavs Bruun og fortsætter:
»Ulrik havde også modtaget brevet, så han vidste jo nok godt, at det ville betyde en opsigelse fra mig, og derfor tog han med vilje ikke telefonen. Det har vi grint meget af siden. Han lod mig lige rase lidt ud, og så snakkede vi sammen senere. Lige på det tidspunkt var Ulrik rigtigt fin at snakke med, og han fik mig til at tage det lidt mere stille og roligt og fokusere på de ting, jeg kunne gøre noget ved.«
Det gik Klavs Bruun så og arbejdede med i et par måneder, inden han skulle møde spillerne til en samling i slutningen af maj og drøfte indholdet af evalueringsbrevet, der var lavet med udgangspunkt i sjettepladsen ved VM i december 2015 og den kiksede OL-kvalifikation i marts 2016.
Havde du besluttet dig for, at du ville fortsætte uanset udfaldet af samlingen?
»Nej. Jeg havde truffet en beslutning om, at vi den første dag til samlingen skulle sætte os ned og snakke sammen. Søren (Herskind, daværende assistenttræner, red.) og jeg havde også talt sammen og var blevet enige om, at vi var nødt til at skulle se spillerne i øjnene, og så var de nødt til at fortælle os, om de troede på, at vi kunne arbejde videre. Hvis ikke de troede på det, så kunne vi jo ikke være der. Det siger sig selv. Og så snakkede vi også om, at brevet selvfølgelig ville komme ud. At det ikke ville stoppe her. Det kunne vi lige så godt forberede os på.«
Og den forudsigelse skulle vise sig at holde stik. Aftenen før samlingen ringede Klavs Bruuns telefon. Det var en journalist fra Ekstra Bladet, som havde opsnuset, at brevet eksisterede. Derfra var det blot et spørgsmål om tid, før ’det kom for fulde gardiner’, som Klavs Bruun formulerer det.
Et par dage efter kom brevet så på tv2.dk i sin fulde længde. Tre sider med massiv kritik af Klavs Bruun og assistenten Søren Herskind. Men i sagens natur var fokus selvfølgelig mest på chefen for det hele.
Da brevet blev offentligt for alle, var det ikke raseri, men en blanding af frustrationer og afmagt, der buldrede rundt inde i Klavs Bruuns krop. Han var fløjtende ligeglad med, hvem der havde brudt holdets kodeks og lækket brevet til medierne. Tankerne kredsede i stedet - igen - om, hvorvidt han skulle kaste håndklædet i ringen.
»Jeg er lavet af stål, men jeg skulle være lave af noget helt exceptionelt, hvis ikke jeg havde haft tanken om at stoppe i jobbet igen. Efter at have modtaget sådan et brev med det indhold, og så få det plastret ud over det hele i alle mulige medier… Jeg tror ikke, der er nogen, der ikke lige ville sætte sig ned og tænke, at ’det her, det gider jeg den ondelyneme godt nok ikke’. Jeg vil gå så langt at sige, at man er afstumpet, hvis man ikke ville tænke sådan.«
»Det fylder jo helt ufatteligt meget. Det er jo ikke kun mig, det går ud over. Det er mine venner. Min familie. Mine børn. Det er ovre på skolen, når man afleverer børn. Jeg ved godt, at mange af de forældre, man går og snakker med, slet ikke følger med, så de aner ikke, hvad der er foregået. Men det ved du bare ikke i den situation. Så al den viden, du selv går med i forhold til alt det, der foregår i medierne omkring dig, og at der i den grad bliver stillet spørgsmålstegn ved din person, og den måde, du gør tingene på... Så går man s'gu og kigger lidt mere ned i jorden.«
»Og ens søn skal også forholde sig til det, fordi der er håndboldkammerater eller skolekammerater, der hører, at deres forældre snakker om: ’har du set Aksels far bliver høvlet til i avisen’ og så videre. Det er ikke sjovt. Det er benhårdt. Det er det også, når ens forældre – som på de fleste punkter er enormt stolte af, at deres dreng er blevet landstræner - skal læse sådan nogle ting, som for dem virker meget fjerne. Det billede, der blev udstillet af mig, var ikke sådan, de kendte deres dreng,« fortsætter Klavs Bruun.
Men trods det massive stormvejr endte hele den opsigtsvækkende situation som bekendt uden nævneværdige konsekvenser. Og siden har samarbejdet altså udviklet sig så positivt, at landsholdet og landstræneren nu har papir på hinanden til sommeren 2021.
Derfor sidder Klavs Bruun nu på en bistro i indre København – over en kolesterolhidsig Croque Madame og en gang pomfritter flankeret af bearnaisesauce – og reflekterer over, at brevet markerede et grotesk lavpunkt, men samtidig også en kursdrejning af de helt store i fortællingen om ham selv og landsholdet.
Men inden vendepunktet kom, skulle Klavs Bruun først helt ned og vende i uge to af landsholdssamlingen. Her rejste Danmark til Tyrkiet for at spille en EM-kvalifikationskamp, som på papiret burde blive vundet uden store problemer. Men danskerne hutlede sig gennem opgøret og var tæt på at indkassere et sensationelt pointtab, inden en snæver sejr på 26-23 blev halet i land. Og efter den sørgelige forestilling på halgulvet blev summen af det hele for meget for Klavs Bruun.
»Jeg brød grædende sammen foran spillerne i omklædningsrummet efter kampen. Dér kunne jeg bare ikke mere,« fortæller Klavs Bruun og fortsætter:
»Da brevet kom frem i uge et, tog jeg det på overfladen meget pænt overfor spillerne, og det var bevidst, for jeg blev nødt til at holde en facade for at holde sammen på det hele under sådan en samling. Det var vigtigt. Der nyttede det ikke noget, jeg bare foldede fuldstændigt sammen.«
»Jeg synes egentlig også, vi havde fået snakket om tingene i den første uge af samlingen. Men at vi så var fuldstændigt på hælene mod et hold som Tyrkiet, som vi aldrig må komme i problemer mod, og at det så kom efter at have været igennem den der megahårde uge med offentliggørelsen af brevet… Jeg kunne allerede se overskrifterne og den totale nedsmeltning for mig undervejs. Det hele var bare så presset.«
»Jeg måtte sætte mig ude i omklædningsrummet, hvor jeg bare sad og græd. Men på et tidspunkt fik jeg noget over læberne – serveret med en masse tårer – og sagde, at vi var nødt til alle sammen at forstå, at vi var i samme båd her, og at nu var det for alvor. At vi skulle binde og dedikere os til hinanden, hvis det skulle fungere. Tilliden var jo brudt fuldstændig ned efter brevet.«
»Jeg gik ind i hallen bagefter og sad bare og var fuldstændigt smadret. Så kom Louise (Svalastog, red.) Spellerberg hen til mig, som kendte mig lidt i forvejen, og sagde: »Det der, det var virkelig vigtigt for os«. Det undrede mig, for hvorfor fanden var det så vigtigt, at de skulle se mig ked af det?,« siger han.
Klavs Bruun har ved flere lejligheder givet udtryk for, at han er forundret og ærgerlig over, at han - efter eget udsagn - har fået prædikatet som en tikkende macho-bombe. Han kalder det for ’stupidt’ og ’unuanceret’.
Det er i hans optik ikke en varedeklaration, som passer med indholdet. Men han mener, at et stereotypt billede af ham også satte sine spor i begyndelsen af jobbet.
»Set i bakspejlet kan jeg jo se, at det må have fyldt virkeligt meget for pigerne det her med, hvor kontant og hård en banan, jeg var blevet udråbt til at være. Det var jo mit image. Og så stod jeg pludselig dér foran dem og græd. Det betød bare meget, har jeg jo kunnet mærke efterfølgende, fordi siden har de ikke tøvet med at komme til mig og sige ting. Tidligere kunne jeg jo ikke forstå, hvorfor de ikke gjorde det i starten, men nu giver det mening.«
Af samme grund kan landstræneren heller ikke sige sig fri for, at han efterfølgende begyndte at tænke over sin fremtoning. Han ønskede ikke at være et skaldet muskelbundt på sidelinjen, som spillerne ikke turde henvende sig til. Og så hjalp en kommentar fra hans seksårige datter Karla også beslutningen på vej om at lade håret gro, efter det var blevet barberet ned i en årrække.
»Det fik lov at vokse lidt ud efter den sommer, men jeg var træt af det, fordi jeg ikke gad bøvle med at sætte det, og ville fjerne det igen. Men det fik min datter til at sige: »Nej far, det må du ikke. For så ser du ikke så sur ud.« Det betød også noget. Det går jo lige i hjertet.«
»Men jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke havde tænkt på det ellers. Hvis du er kronraget, ser du selvfølgelig endnu mere vanvittig ud, når du er rasende ude på sidelinjen. Så det blev jo også en overvejelse om, at jeg blev nødt til at udstråle noget andet, så at selv om budskabet kan lyde hårdt, bliver det ikke leveret af en mand, der ser så hård eller sur ud,« siger han.
Håret spiller dog – næppe så overraskende - en marginal rolle i den tumultariske historie om Klavs Bruun og håndboldkvinderne, hvor hovedrolleindehaveren selv insisterer på, at brevet og hans sammenbrud i Tyrkiet har givet ’projekt genrejsning af kvindelandsholdet’ et markant løft.
»Der var en trykket stemning op til Tyrkiet-kampen, men allerede på vejen hjem derfra, kan jeg mærke, at stemningen er anderledes. Ikke at den ikke havde været okay før, men man kunne bare mærke, at noget var anderledes. Så der er ingen tvivl om, at det altafgørende vendepunkt kom i de dage der. Der var en følelse af, at vi alle sammen havde fået ny luft og nu så tingene på en anden og mere ens måde,« siger landstræneren, som ikke har spekuleret et sekund over, at grædeture foran de ansatte ikke normalt er det, der bliver forbundet med god ledelse.
»Jeg tror på, at følelser betyder noget i vores verden. Følelser kan være med til at afgøre kampe. Hvis ikke spillerne er i balance rent følelsesmæssigt, kan det få stor indflydelse. Men hvis du er i balance og føler dig godt tilpas og har en følelse af sammenhørighed, så er chancen for at præstere og vinde bare større,« mener han.
Selve den skelsættende landsholdssamling blev afsluttet med en storsejr over Portugal i endnu en EM-kvalkamp, hvilket bekræftede Klavs Bruuns opfattelse af, at en ny kurs var sat.
»Vi skulle selvfølgelig vinde den kamp uden besvær, for Portugal er ikke et særligt godt hold, men kontrasten til Tyrkiet-kampen var bare så stor og viste, at der var sket noget med holdet. Jeg gik fra den samling med en rigtig god fornemmelse og tænkte, at ’det her kan s'gu godt lade sig gøre’. Og sådan har jeg haft det lige siden,« siger han.
Den efterfølgende fjerdeplads ved sidste års EM understøtter Klavs Bruuns pointe; præstationerne blev bedre, og det samme gjorde tydeligvis samarbejdet mellem landstræneren og spillerne.
Kvartfinalepladsen ved denne måneds VM var derimod knap så overbevisende rent spillemæssigt, men Klavs Bruun er ikke i tvivl om, at landsholdet er på rette vej, og at fremtiden er lys.
»Jeg er meget optimistisk, og det er spillerne også, når jeg taler med dem. Og den optimisme var ikke gennemgående i starten af min periode, kan jeg bare sige. Jeg synes jo også, man kan se, vi er et helt andet hold nu. Vi bliver ved med at optræde som netop et hold hele vejen gennem VM, og spillerne viste god moral. Og det er en kæmpe styrke. Selv om vi gerne ville have slået Sverige og var skide frustrerede, så optrådte vi også som et hold bagefter,« siger han og uddyber:
»Generelt er der kommet en god kultur på holdet, hvor pigerne blevet gode til at passe på hinanden og på mig overfor omverdenen. Det er ikke fordi, man ikke kan være uenige om tingene, men den uenighed skal vi takle internt og ikke i offentligheden. Den slags var der flere tilfælde af i Jan Pytlicks (tidligere landstræner, red.) periode, og det skete også i starten af min tid, hvor det foregik offentligt. Den slags er ikke sundt for et hold. Man kan diskutere internt, og det gør vi også. Og i langt højere grad, end før brevet blev offentliggjort. Så kan folk sige, at ’det kan du sagtens sige, og det ved vi ikke en skid om’ – og nej, det er rigtigt, men så må man stole på mig, for det er min klare opfattelse, at ingen holder sig tilbage nu og siger det, de mener. Det er jeg super godt tilfreds med.«
Nu har der været mere ro på siden ’brev-gate’, men kan du stadig i dag få tanken ’det her, det gider jeg ikke mere’?
»Jah… Jo, altså det kan jeg godt, men ikke forstået på den måde, at jeg reelt vil gå. Men der er altså bare nogle ting i sådan et job her, som du ikke kan gøre noget ved, uanset hvor meget du hopper, springer og danser. Der er nogle mekanismer med medier og folk med forskellige interesser, som du ikke kan styre, men som er en del af jobbet, og som du skal vænne dig til. Hvilket jeg også synes, jeg har gjort. Men det gør det ikke nemmere eller sjovere. Og det gør så også, at du en gang imellem kigger dig i spejlet og tænker: ’hva’ så, hvor lang tid holder du til det her?’. For selvom det kun er i perioder, er det med længder et af de job, der er mest fokus på,« siger landstræneren, før han i samme åndedrag understreger, at han har lært at leve med presset.
»Jeg har affundet mig med det, og det sørger for at holde mig til ilden. Derfor glæder jeg mig også helt vildt til arbejdet i de kommende år. Det har kun gået fremad, siden vi var helt nede at vende efter brevet, og jeg synes, vi er på rette vej med en rigtig god og homogen gruppe af spillere,« siger han og tilføjer:
»Derfor er jeg stadig ret sikker på, at vi nok skal komme tilbage på medaljeskamlen i min periode som landstræner.«
