Ikast smed en føring på tre mål væk og tabte til Bietigheim i den første af to kampe om at nå CL-kvartfinale.

Håndboldkvinderne fra Ikast kom et lille skridt længere væk fra en plads i kvartfinalen i Champions League, hvor Odense venter.

I det første af to opgør mod de tyske mestre fra Bietigheim tabte Ikast søndag med cifrene 27-29.

Dermed har Ikast stadig en realistisk chance for at avancere, men det kunne have set langt bedre ud, hvis ikke holdet havde smidt en føring væk på tre mål i anden halvleg.

Nu står Bietigheim med det på papiret bedste udgangspunkt før returkampen om en uge på dansk grund.

Ikast kan dog stadig nå at blive det tredje danske hold, der skaffer sig adgang til kvartfinalerne i den prestigefyldte turnering.

I forvejen er Team Esbjerg og Odense klar til kvartfinalerne via top-2-placeringer fra gruppespillet. Odense endte som nummer tre i sin gruppe.

Allerede inden søndagens kamp stod det klart, at det bliver Odense, der venter på Ikast i kvartfinalen, hvis jyderne formår at besejre Bietigheim samlet over to kampe.

Det kan måske vise sig at blive vanskeligere for Ikast, end man havde forventet.

For i søndagens kamp bed Bietigheim godt fra sig gennem hele opgøret.

I første halvleg kom tyskerne foran 9-6 efter en indledningsvist jævnbyrdig start.

Ikast arbejdede sig tilbage i opgøret og fik kontakt ved 10-10, og det nåede at blive endnu bedre med en føring på 14-13 ved pausen.

I anden halvleg kom Ikast foran med 20-17, men den føring smuldrede hurtigt væk, og tyskerne udlignede til 21-21.

Fejlprocenten steg for meget hos danskerne, der kom bagud med 25-27.

Det lykkedes dog Ikast at udligne til 27-27, men i slutminutterne var tyskerne både bedst og klogest.

Ikast brændte en chance for at minimere nederlaget til et enkelt mål i slutsekunderne.

Returopgøret spilles i Danmark på søndag.

/ritzau/