Joachim Boldsen indstiller karrieren efter den igangværende sæson.

En af de helt store i dansk herrehåndbold, Joachim Boldsen, har valgt at stoppe karrieren ved udgangen af sæsonen 2013/14.

Joachim Boldsen, der spiller for KIF Kolding København, har igennem mere end 15 år præget dansk håndbold. Med sine 186 landskampe var Boldsen i mange år en fast bestanddel af det danske herrelandshold, som han blandt andet vandt EM-guld med i 2008.

Derudover vandt han og holdet både EM-bronze i 2002, 2004 og 2006 og VM-bronze i 2007.

På klubplan har Joachim Boldsen spillet for nogle af de største klubber i Europa, og han var blandt andet med til at føre Flensburg-Handewitt til klubbens første tyske mesterskab i 2004. Derudover har Boldsen også optrådt i den spanske storklub FC Barcelona.

I Danmark har Joachim Boldsen spillet i klubberne Helsingør IF, GOG, Ajax/Farum, AaB, AG København og KIF Kolding København.

Joachim Boldsen har igennem en fantastisk karriere været med til at sætte dansk herrehåndbold på landkortet, og han har altid været bevidst om, at han gerne ville stoppe på toppen. Dette sker efter afslutningen af indeværende sæson 2013/14.

Joachim Boldsen når at blive 36 år, inden han definitivt lægger håndboldskoene på hylden næste sommer.