Med sin anden pole position i træk understregede Nico Rosberg at han og Mercedes er en ny magtfaktor i formel 1. Tyskeren satte bedste tid under kvalifikationen til Spaniens Grand Prix, og Mercedes´ styrke blev yderligere fremhævet af at Rosbergs teamkammerat Lewis Hamilton besætter anden position på startgridden. ”Det er fint med pole position men lad os nu se hvordan det går i løbet,” advarede Rosberg, der selvom han startede forrest, blot blev nummer otte i det seneste grandprix i Bahrain. Den regerende verdensmester Sebastian Vettel (Red Bull), der starter fra tredje position, sagde: ”Vi har valgt en andet dækstrategi end hovedparten af feltet, og det tror jeg på vil hjælpe os under løbet.”