AS Roma slog Udinese, mens Inter tabte ude til Genoa, og dermed satte romerne sig på tredjepladsen i Serie A.

Inter lå på tredjepladsen i Serie A inden lørdagens kampe i den bedste italienske række.

Et 0-2-nederlag ude til Genoa sent lørdag ændrede dog på tingene, da AS Roma tidligere lørdag havde slået Udinese 2-0 på udebane.

Dermed kravlede romerne foran Inter og indtager tredjepladsen i ligaen med 50 point efter 25 kampe.

Inter forblev på 48 point for samme antal kampe, hvilket foreløbig rækker til fjerdepladsen.

Lazio på femtepladsen kan dog rykke forbi Inter, hvis Lazio vinder hjemmekampen mod Verona, som spilles den kommende mandag.

Andrea Ranocchia var uheldig at score et selvmål for Inter kort før pausen, hvilket gav Genoa en 1-0-føring.

Med en halv time igen var det så Goran Pandev, der øgede til slutresultatet 2-0.

Roma sikrede sig sin 2-0-sejr på to scoringer i anden halvleg i opgøret mod Udinese.

Først bragede Cengiz Ünder bolden i mål til 1-0-føring på et langskud i det 70. minut, og i kampens sidste minut øgede Diego Perotti til slutresultatet.

DU KAN SE MÅLENE FRA INTER-KAMPEN ØVERST PÅ SIDEN