Han havde ikke misset en eneste Bundesliga-kamp i denne sæson. Lige indtil lørdag.

For her sad Willi Orbán nemlig på bænken for Leipzig hele kampen, da de hjemme mødte Union Berlin.

Og årsagen var ikke et fravalg fra træneren, men derimod et ganske rørende tilvalg fra hovedpersonen selv.

Den ungarske forsvarsprofil havde nemlig sagt ja til at foretage en stamcelledonation. Et valg, han aldrig var i tvivl om.

Willi Orbán melder alt godt efter stamcelledonationen.
Willi Orbán melder alt godt efter stamcelledonationen. Foto: Twitter
Vis mere

»Selvfølgelig blev jeg overrasket, da jeg først fik besked om, at jeg var en mulig donor. Men jeg var aldrig i tvivl, og jeg ville hellere gå videre med donationen,« siger Willi Orbán til Bundesligaens hjemmeside og fortsætter:

»Det er en mulighed for at redde menneskeliv med meget lidt indsats, så der er ikke noget at overveje. Jeg håber inderligt, at min donation kan være med til at helbrede modtageren fuldt ud.«

Orbán skulle forberede donationen flere dage i forvejen.

Blandt andet har han i løbet af ugen fået en række indsprøjtninger, og efterfølgende blev han anbefalet en hvileperiode på op til ti dage.

Derfor var der længe tvivl om, hvorvidt forsvarsspilleren kunne være med i lørdagens vigtige opgør mod Union Berlin.

»Det er muligt, at jeg går klip af kampen mod Union, men alle mine sportslige ambitioner er i dette tilfælde sekundære,« lød det fra Orbán.

Leipzig tabte kampen med 1-2.