Saba formåede ikke at bryde Danmarks Eurovision-forbandelse.

Efter sit exit i semifinalen torsdag aften delte hun efterfølgende sin skuffelse med den danske presse i Malmø, hvor hun forklarede, hvorfor hun samtidig er lettet over, at det nu er overstået.

»Altså, seerne har jo talt, men jeg er selvfølgelig skuffet. Selvfølgelig ville jeg gerne have kvalificeret mig og brudt den statistisk, men jeg er også stolt. Jeg synes, vi har gjort, hvad vi kunne,« lyder det fra den danske sangerinde.

Hun fremhæver, at hele holdet omkring hende har »kæmpet røven ud af bukserne«, så derfor er hun både glad for, at det på scenen gik lige efter bogen, men skuffet over, at det ikke resulterede i en finaleplads.

Saba foran den danske presse efter semifinalen.
Saba foran den danske presse efter semifinalen. Foto: Kristian Dam Nygaard
Vis mere

»Jeg er skuffet og ked af, at jeg ikke kunne føre det til dørs for de mennesker, for hvem det her betyder en masse. Det handler jo ikke kun om mig, det handler om alle, der går op i det her,« forklarer hun.

Saba stillede op med sit danske grandprix-vindernummer 'Sand'.

Hun nikker ja til, at hun i slutningen af sin optræden rigtig nok fældede en tårer.

»Jeg tror bare, det er en følsom sang for mig at synge. Det er følsomt og vildt at gøre. Jeg tror, det er svært at forklare, hvis man ikke har prøvet det.«

Saba fortæller videre, at hun nu glæder sig til at komme hjem til sin familie og fortsætte sit 'normale' liv, som hun endnu ikke ved, hvad helt præcis byder på, udover at hun har 'noget teater' i vente.

Hun tilføjer, at det generelt har været 'vildt' og 'stort' at være med i Eurovision, men at det også har medført nogle ærgerlige oplevelser i form af det politiske pres grundet Israels deltagelse.

»Jeg er jo ene på scenen, og selvom jeg har et stort hold bag mig, så er det mig, der har ansigt på det hele, og der har været en masse holdninger,« fortæller hun og fortsætter:

»Det har jeg selvfølgelig respekt for, men det er ikke alle, der har den samme respekt den anden vej. Jeg synes, det har været hårdt at mærke den modstand, jeg har mødt, fordi jeg ser mig selv som et menneske, der bare vil folk det godt og er i en konkurrence, hvor jeg gerne vil synge en sang.«

Saba i Eurovision-semifinalen.
Saba i Eurovision-semifinalen. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Saba tilføjer:

»Så det er noget, jeg har skullet navigere i, og den lettelse, jeg føler, er nok forbundet med, at det også ovre. Og så er jeg også bare træt.«

Adspurgt til sidst om hun kunne se sig selv i Eurovision igen i fremtiden, svarer hun:

»Det er svært at sige - og nok også for tidligt at sige noget om. Men jeg synes, det har været mega fedt, og uanset hvem der skal repræsentere Danmark til næste år, vil jeg i hvert fald stå klar med nogle gode støttende ord.«

Saba fik efter semifinalen et trøstende kram fra en af de andre deltagere. Det kan du læse mere om her.

Se hele interviewet med Saba kort efter semifinalen i videoen øverst.