»Hvis ikke du sender mig dine nye oplysninger om NemID lige nu, så bliver du anholdt for pædofili og smidt i fængsel.«

Sådan lød ifølge politiet det usædvanlige forsøg på svindel, da en 55-årig mand blev kontaktet af en falsk politimand.

Truslen indgår i det anklageskrift mod en 24-årig mand, som anklagemyndigheden ved Fyns Politi i næste uge vil præsentere ham for ved byretten i Svendborg.

Han nægter sig skyldig, oplyser hans forsvarer – advokat Martin Leth.

Ifølge politiets tiltale, som B.T. har fået adgang til, havde den 24-årige mand dog i første omgang held til at overbevise offeret om, at han var i kontakt med en politimand.

Gerningsmanden forklarede nemlig ifølge anklageskriftet den 55-årige, at han indgik i en igangværende efterforskning, hvor der var mistanke om, at der uretmæssigt var sket overførsler fra hans bankkonto.

Derfor havde politiet angiveligt behov for at kende den 55-åriges bankoplysninger og NemID.

Det fik i første omgang det 55-årige offer til at udlevere sine oplysninger til den falske politimand, og den efterfølgende uges tid blev kontoen malket.

Ifølge anklageskriftet købte den 24-årige både to iPhones til samlet godt 10.000 for offerets penge, ligesom der ved en række andre transaktioner blev bedraget for godt 40.000 kroner ved hjælp af oplysningerne.

Først da den 55-årige igen blev kontaktet for at røbe sine nye oplysninger om NemID, nægtede han at medvirke mere og blev altså ifølge anklageskriftet truet med anholdelse for pædofili.

Bedragerierne skete ifølge anklageskriftet tilbage i 2020, men kommer altså først for retten nu.