'Jeg har trænet mig i at turde tage fejl'

Efter et par måneder som vikar på Christiansborg er Anders Stjernholm tilbage i sit normale arbejdsliv som komiker og skribent. Han tænker meget på, hvordan vores samfund kan indrettes bedre, men er åben overfor, at han tager fejl – eller ændrer mening. Det er sket før.

Da Anders Stjernholm var ung, var han med i Konservativ Ungdom. I 2011 stemte han på Liberal Alliance, for han var i gang med at købe en lejlighed og ville gerne spare lidt i skat.

Men inden vi fik skrevet 2015, og der var valg igen, var der sket meget. Faktisk så meget, at Anders Stjernholm stillede op for et markant andet parti – Alternativet.

»Da jeg købte lejligheden, oplevede jeg, hvordan den steg helt vildt i værdi. Jeg tænkte, at det simpelthen ikke kunne passe. Der må jo være nogen, der taber, for at jeg kan vinde. Ved vi ikke godt, at vi lyver over for os selv, når vi bare kalder det vækst,« spørger han.

Når Anders Stjernholm kiggede ud af sine vinduer i lejligheden på Frederiksberg, kunne han se en kran, som var i gang med at bygge en ny metrostation dejligt tæt på hans bolig.

»Den kran var med til at gøre min lejlighed mere værd. Vi har alle sammen betalt til den kran, men det er kun mig og naboerne, der tjener på det,« siger han ved udsigten til yderligere værdiforøgelser, når metrostationen åbner.

Med den uretfærdighed i tankerne stillede han op til Folketinget for Alternativet, men blev ikke valgt ind. I november 2017 blev der dog ringet efter ham. En af partiets repræsentanter var faldet på en stentrappe på Christiansborg, og nu var der brug for hendes suppleant. Anders Stjernholm sprang til og fik tre måneder på tinge, før han måtte sige: ’Tak for denne gang’ til Christiansborg.

Vis mere

At tabe ære

At Anders Stjernholms politiske ståsted har været meget anderledes, end det er i dag, indrømmer han gerne. Politikere skal nemlig blive bedre til at indrømme, at de ind imellem kan blive klogere.

»At politikere ikke vil stå på tv og indrømme, at de har taget fejl, handler jo langt hen ad vejen om, at de ikke vil tabe ære. Selvom der er nogen, der afleverer en rigtig god pointe, må de ikke anerkende det. Men helt ærligt: ’Hvad er vigtigst i vores samfund? At vi beskytter vores ære, eller at vi jagter sandheden’. Mennesker er ikke er gearet til at tage fejl, men jeg har trænet mig selv i det. Jeg er altid klar på at tage fejl.«

Det er ikke fordi, han nyder det, men han har lært at acceptere det vilkår, at fejl sker.

»Selvfølgelig betyder det meget for mig at have ret. Jeg elsker f.eks. at spille spil, og det er lidt det samme. Når spillet er slut, går livet videre, selvom man ikke vandt. Sådan har jeg det også i diskussioner. Jeg kan ikke lide at give mig, men det må man jo. Der er intet tidspunkt, hvor du lærer mere, end når du siger klokkerent: ’Måske tog jeg fejl’.«

Vis mere

Blå hjemstavn

Hans forældre bor i Nordsjælland, stemmer blåt og synes, at deres søns medlemskab af Alternativet er ’lidt fjollet’.

»Faktisk havde jeg for nyligt en diskussion med min bror og mor om ulandsbistanden og skattely. Det var til en familiefest, og det endte med, at alle de andre sendte os ind i stuen for at diskutere videre. Ligesom små uartige børn, der bliver sendt væk fra bordet,« siger han.

At lighed er vigtigere end vækst kom til ham efter en fugtig aften i byen.

»Jeg stod en aften og var lidt fuld ude på min altan. Jeg stod der helt forsvarsløs og følte mig alligevel så tryg. Alle omkring mig havde det godt. Det er der måske en halv milliard mennesker i verden, der har. De resterende syv milliarder lever i konstant usikkerhed. Men vi skal alle syv en halv milliard være trygge. Når vi er det, er det slut med krig og flygtninge, og så skal du bare se vækst,« siger han med et bredt grin.

»Jeg synes, Alternativet har mange af de samme tanker, som man har i FN og IMF (den Internationale Valutafond, red.). Hvorfor bliver vi i Danmark så ved med at lytte til de forkerte? Dem der tror, at vi bare skal skabe mere og mere vækst. Det er noget neo-liberalistisk lort.«

Han håber, at kapitalisterne i specielt Liberal Alliance bliver klogere, ligesom han selv gjorde.

»Jeg har selv prøvet det. Jeg har givet afkald på min grådighed. Jeg troede, jeg skulle have et sommerhus ved vandet, men nu går jeg rundt og synes, at det er lækkert bare at være her,« siger han og kigger sig omkring i den lejlighed i et 70er-byggeri, hvor han bor med sin kæreste.

Det er ikke prangende, men det er godt nok til Anders Stjernholm – i dag.

Hvis hans politiske overbevisning skulle passe til hans opvækst, burde han nok være blevet på højrefløjen. Han er opvokset i Fredensborg med en mor og en far, som stadig er gift, og som har sat tre børn i verden, samtidig med, at de passede deres respektive karrierer.

»Mine forældre var spejdere, og så var de blå af et godt hjerte. Man adopterer jo holdninger, og det var de holdninger, der var.«

Anders Stjernholm klarede sig godt i skolen, selvom han havde svært ved at sidde stille, og det tog da heller ikke en psykiater mange øjeblikke at fastslå, at han lider af adhd.

Oprindeligt er han uddannet journalist, og så egentlig begyndelsen til en jakkesætkarriere hos Dansk Erhverv, inden han havnede i comedy.

Han kunne godt lide at være komiker, men efterhånden som Anders Stjernholm talte mere og mere om sit anstrengte forhold til religion, dalede bookingerne.

Han trængte til at lave noget comedy med indhold – måske endda noget, som kunne ændre verden – til det bedre.

»Jeg ved i dag, at jeg ikke bliver lykkelig af karriere og penge.«

Derfor blev han medlem af Alternativet, og selv om han ikke lige nu sidder på tinge, så håber han, at han snart får ’fingeren på knappen igen’, som han kalder det.

Vis mere

Farvel til blå dyder

De konservative dyder hjemme fra Fredensborg har han vendt ryggen.

»Det var et held, at jeg var i udlandet, da Folketinget hyldede prins Henrik. Jeg kunne simpelthen ikke have siddet der,« siger Anders Stjernholm om det minuts stilhed, Folketinget holdt til ære for Prinsen, da han døde i februar.

Ingen tvivl om at han er republikaner. Fædrelandet tror han heller ikke på.

»Det er ærgerligt, at folk ikke kan se udover dets eksistens. Jeg tror ikke på, at nationalstaterne holder mere end 50-100 år endnu. Jeg synes, at vi hurtigst muligt skal være én nation i verden med én regering, ét sprog og en masse små regionale styrelser,« siger han og opsummerer:

»Jeg mener, at Gud, konge og fædreland er decideret skadeligt,« siger han og kigger op på en plakat i stuen.

’Tradition and heritage are dead peoples baggage. Quit carrying it’, står der. Han nikker og uddyber:

»Tradition og arv er ikke noget, jeg giver noget for. Jeg vil gerne slæbe din kuffert, men giv mig et bedre argument end tradition.«

Når Anders Stjernholm ser tilbage på sin korte politiske karriere er det ikke de store fodaftryk, han har sat på Christiansborg. Men der er da et enkelt område, han har præget.

»L19.« siger han begejstret.

»Det er et lovforslag, der handler om trossamfund uden for folkekirken. Lige nu skal du tro på en gud for at blive viet ved en ceremoni i Danmark,« siger han opgivende.

At Anders Stjernholm interesserer sig så meget for netop L19 skyldes, at han i halvandet år har været formand i Ateistisk Selskab. Ateist er han stadig.

»Folk tror altid, at der på et eller andet tidspunkt var en præst, der har pillet ved mig. Men det er der altså ikke. Jeg er vokset op som helt almindelig kulturkristen, hvor jeg endda fik en pligtkonfirmation – for gavernes skyld,« griner han.

Men som 22-årig meldte han sig ud af folkekirken. Det fik hans mor til at græde, selvom han i dag ikke er helt sikker på hvorfor. Selv er han ikke i tvivl om sit åndelige ståsted.

»Vi har en folkekirke, som forskelsbehandler religioner, men det er aldrig noget, folk tænker over. Samtidig har vi en række muslimske medborgere og frikirkekristne, som begrænses vildt i bl.a. deres kærlighedsliv. Nogle af dem er endda modstandere af evolutionsteorien, og jeg må indrømme, at jeg er ret bekymret for, hvordan frikirkerne opdrager deres børn,« siger han.

»Jeg har talt med højtbegavede mennesker, som ærligt mener, at Adam og Eva har eksisteret ...«

Anders Stjernholm tager sig til hovedet. Han er overbevidst om, at religion kan ødelægge meget godt i et samfund.

Anders Stjernholm udtaler sig meget skråsikkert om mange områder af samfundet. Det indrømmer han.

»Jeg ved godt, jeg virker låst i mine holdninger, men jeg synes faktisk, jeg løbende opdaterer mine holdninger.«

Men indimellem tillader han sig også at befinde sig i det rum mellem ret og fejl, der hedder tvivl.

»Lige nu er jeg i tvivl om prostitution. Skal det ikke bare lovliggøres? For hvordan får vi det helt væk? Ligesom atomkraft. Det tænker jeg også meget over. Er sol og vind nok til vores forbrug, eller skal vi gøre brug af atomkraft? Jeg er sgu ret fifty-fifty på den sag.«

Vis mere

Flere i privaten

Han nyder at debattere, så fremfor at løbe efter de store mærkesager, hvor alle dybest set er enige, tager han hellere fat i de små principielle sager.

»Altså det der med hævnporno, det gider jeg ikke. Er vi ikke alle sammen enige om den sag? Næ, find hellere en mærkesag med en forening på mindre end 500 medlemmer, så er jeg der,« griner han.

»Polyamori og atomkraft for eksempel.«

At han lige nævner polyamori er ikke et tilfælde. Også på dét område har Anders Stjernholm udviklet sig fra den ene yderlighed til den anden.

»Der var engang, hvor jeg faktisk ikke havde lyst til at være i et forhold. Når jeg så endelig så en pige, skulle det være monogamt. I dag synes jeg, monogami er decideret naturstridigt, og jeg håber, polygami bliver lovligt,« siger han om muligheden for, at grupper ikke blot må leve sammen i forhold, men også blive lovformeligt viet.

Det ser han ikke noget problem i.

»Nej, hvis Snehvide og de syv små dværge vil have papir på hinanden, skal staten da ikke stå i vejen for det.«

Han går lidt i samme retning i privaten, hvor han har forladt de monogame idealer, han havde før i tiden. Da han for to år siden gik på Tinder og mødte en pige, som han delte et par øl, et spil bordfodbold og kemi med, måtte han gå til bekendelse: Han er kun til åbne forhold.

I dag har de to begge mulighed for at se andre, og profilerne på Tinder har de endnu.

»Vi kigger endda med hos den anden, hvis man er i gang med at finde en date,« siger han.

Ligesom med det meste andet, lever han også i kærlighedslivet efter sit motto:

»Gud er snyd, rockere er nederen. Alt andet er til forhandling.«