Nye tal viser, at en stor del af borgerne over 80 år får medicin for ondt i sjælen. Ældresagen er kritisk over for de mange tilfælde, og de praktiserende læger erkender problemet.

Jo ældre man bliver, des nemmere får man ved at få udskrevet antidepressiv medicin. I hvert fald viser nye tal fra Lægemiddelstyrelsen, at tæt på hver fjerde ældre dansker over 80 år tager lykkepiller. Det fortæller TV 2 Nyhederne.

Ser man på de, der er lidt yngre, er hver ottende mellem 65 og 79 på lykkepiller, mens det til sammenligning er hver 13. i aldersgruppen 20-29 år.

Ældresagen ser kritisk på de mange tilfælde af ældre, der får lykkepiller.

- Det jeg mener de gør forkert, det er, at de næsten bevidstløst udskriver recepter på antidepressiv medicin. De skal i stedet ordinere socialt samvær, siger Margrethe Kähler, der seniorkonsulent i Ældresagen, til TV 2 Nyhederne.

- Medicinen virker ikke altid på det grundlæggende problem, siger hun.

Formanden for de praktiserende lægers organisation, Henrik Dibbern, erkender, at det er et problem, at så mange tager medicin for ondt i sjælen.

- Det er et meget højt antal. Vi kommer til at bruge kræfter på at se det ordentligt efter i sømmene, forsikrer han over for TV 2 Nyhederne og tilføjer:

- Rigtig mange ældre oplever symptomer, som sagtens kan udlægges som depression. Den sorg og det savn man ofte vil komme til at gennemleve som ældre, kan også give sig til udtryk ved depression.