Der kommer flere kendte ansigter på scenen, når Danmarks repræsentant til Eurovision skal findes.

København. Når Danmark i maj skal dyste i det internationale melodigrandprix, Eurovision, i Portugals hovedstad, Lissabon, kan det være en af 1990'ernes kendte sangerinder, som skal repræsentere Danmark.

Sannie Charlotte Carlson hittede i midten af 1990'erne med nummeret "Saturday Night" under kunstnernavnet Whigfield.

Nu stiller hun op under sit fornavn til årets melodigrandprix, som afholdes lørdag 10. februar i Gigantium i Aalborg.

Den 47-årige sangerinde er årets ældste deltager. Den yngste deltager er 17-årige Anna Ritsmar, som i sommer optrådte på festivalen Uhørt. I 2016 deltog hun i "X Factor".

Blandt årets yngre deltagere er også 19-årige Lasse Meling, som blev opdaget på YouTube i en alder af 13 år. Siden har han blandt andet indspillet musik i den amerikanske storby New York.

YouTube var også kanalen, hvor produceren Chief 1 spottede sangerinden Sandra, som optræder med et nummer, der er blevet lavet i samarbejde med blandt andre den kendte producer.

Sangerinden Annelie Karui Saemala, som optræder under sit mellemnavn, Karui, er også blandt årets yngre deltagere med sine 19 år.

Sangerinden Rikke Ganer-Tolsøe er også klar til årets melodigrandprix. Hun skal synge en sang, som den kendte sangerinde Clara Sofie har været med til at skrive tekst og musik til.

Sangere fra Færøerne er også repræsenteret ved årets melodigrandprix. Søstertrioen Carlsen, som kommer fra Torshavn, vil nemlig være blandt de deltagende artister.

Den svenskfødte solist Albin Fredy vil også synge for at repræsentere Danmark ved Eurovision, og det samme vil sangeren Jonas Rasmussen, som optræder under sit efternavn, når han synger sit vinderbud.

Efter seks års pause vender veteranen Ditte Marie tilbage. Hun deltog i 2011 med gruppen Le Freak og året efter som solist. Nu giver hun Eurovision-drømmen endnu et musikalsk skud som solist.

Vinderen af melodigrandprixet skal repræsentere Danmark ved Eurovision i Portugals hovedstad, Lissabon, i maj.

/ritzau/