Victor Campenaerts har fået ny chef. En chef, der er meget kendt i cykelverdenen – på både godt og ondt.

»Han er den bedste team manager, man kan få. Det har Lars Bak fortalt mig.«

Sådan siger belgieren til HLN om Bjarne Riis, der onsdag på et pressemøde kunne afsløre, at han med det danske selskab Virtu Cycling bliver medejer af UCI WorldTeam-holdet Team NTT.

For et af de temaer, der straks kom på bordet, var doping. I 2007 indrømmede Bjarne Riis, at han havde brugt doping, da han vandt Tour de France i 1996.

Victor Campenaerts får nu Bjarne Riis som boss.
Victor Campenaerts får nu Bjarne Riis som boss. Foto: ULISES RUIZ
Vis mere

Noget, han efterfølgende også har undskyldt for, og på onsdagens pressemøde blev det bragt på bane igen. Fra danskeren lød det, at han da gerne havde været det foruden, men at han er nødt til at leve med det, mens rigmanden Lars Seier Christensen syntes, det var 'uretfærdigt', at det stadig bliver bragt op.

Victor Campenaerts kan dog godt forstå, at spørgsmålet kommet. Han fortæller, at Bjarne Riis ikke havde været den bedste dengang uden de ulovlige midler, men i dag ser han på de kvaliteter, danskeren har som manager.

Og her er det, at Lars Bak, den nye sportsdirektør hos NTT, har lovet, at der ikke er noget at være bekymret omkring. Der er 'ikke et dårligt ord at sige' om Bjarne Riis, har belgieren fået at vide af netop Lars Bak. Noget, Victor Campenaerts også selv er kommet frem til ved at søge lidt på den 55-årige dansker.

»Jeg kan heller ikke forestille mig andet, end at Douglas Ryder har tænkt det hele godt igennem. Havde der været den mindste mistanke om, at hans (Riis', red.) image kunne være bare det mindste skadeligt for holdet, var aftalen aldrig kommet. Hvis du ser på det, Bjarne har opnået som team manager, er det en person, der virkelig ved, hvordan man tackler ting,« siger Victor Campenaerts.

Jakob Fuglsang roser Bjarne Riis.
Jakob Fuglsang roser Bjarne Riis. Foto: ANDER GILLENEA
Vis mere

Også danske Jakob Fuglsang fortæller til B.T, at Bjarne Riis for ham er 'den bedste manager'.

»Om det er, fordi jeg er dansker, er svært for mig at sige. Jeg ved, at der er mange andre, som når de engang har kørt for Bjarne, så vil de gerne tilbage og arbejde med ham eller køre for ham. Han er en perfektionist og en, som har en stor forståelse for cykelsporten, taktik, det tekniske også. Og for at få tingene til at lykkes,« siger Jakob Fuglsang og fortsætter:

»Han er en, som er meget vellidt blandt ryttere og blandt staff i cykelsporten. Så han er en, som folk har respekt for i sporten generelt.«

Bjarne Riis har allerede første arbejdsdag torsdag, fortalte han på onsdagens pressemøde. Her er han sammen med Douglas Ryder rejst til Spanien.