Mareridtet startede for den 21-årige mand på en parkeringsplads og endte under et døgn senere i en seng på Rigshospitalet, da det stod klart, at han aldrig ville vågne igen.

I mellemtiden blev han ifølge politiet udsat for regulær afstraffelse og ydmygelse. Han blev slået, sparket og trampet på. Han fik klippet sit hår af og blev kidnappet.

Det er de detaljer, der er beskrevet i sagens anklageskrift, som B.T. har fået aktindsigt i. De tiltalte er fem unge mænd i alderen 20 til 23 år, der fra start har nægtet sig skyldige.

To af dem risikerer at blive udvist, hvis retten finder dem skyldige i dødsvold, som er det, de er tiltalt for.

Efter overfaldet blev et større område i Brønshøj undersøgt. Overfaldet viste sig siden at være sket i Hvidovre.
Efter overfaldet blev et større område i Brønshøj undersøgt. Overfaldet viste sig siden at være sket i Hvidovre. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Overfaldet på den unge mand fandt sted kort efter midnat 2. oktober sidste år. På parkeringspladsen foran Bauhus i Søborg.

Her skal fire af de tiltalte have tæsket løs på ham, til han faldt til jorden, hvor de trampede på hans krop og hoved, lyder det.

Til sidst blev han slæbt ind i en personbil og kørt videre til Helseholmen i Hvidovre, hvor mishandlingen ifølge anklageskriftet fortsatte i næsten 40 minutter.

I mellemtiden havde en af de tiltalte skrevet i en større snapchatgruppe: 

»Dem, der vil hilse.« 

»På vej,« svarede den femte tiltalte og snart ankom han og en sjettemand, hvis sag kører særskilt, til Helseholmen, hvor de tilsluttede sig blodsudgydelserne. 

På stedet skal de tiltalte have klippet deres offers hår af med en trimmer og i øvrigt fortsat volden, der gav ham adskillige hovedtraumer og ødelagde hans milt.

»Det er vores vurdering, at motivet har været en afstraffelse af afdøde, som er blevet udsat for et meget stort antal slag, spark og tramp,« har specialanklager ved Københavns Vestegns Politi Rasmus Kim Petersen tidligere sagt om sagen, som han står i spidsen for, når den skal for Retten i Glostrup. 

Længe arbejdede politiet i Brønshøj efter at have modtaget anmeldelsen omkring klokken 02.30 2. oktober. Senere viste det sig, at overfaldet var foregået et helt andet sted.
Længe arbejdede politiet i Brønshøj efter at have modtaget anmeldelsen omkring klokken 02.30 2. oktober. Senere viste det sig, at overfaldet var foregået et helt andet sted. Foto: Anthon Unger
Vis mere

Det har tidligere været fremme, at i hvert fald to af de tiltalte efterfølgende skal have bragt offeret til Herlev Hospital, hvor det hurtigt stod klart, at han var ilde tilredt. 

Klokken 04.40 blev han erklæret hjernedød, og knap 15 timer senere slog hans hjerte for sidste gang.

I mellemtiden havde Københavns Politi indledt en større efterforskning og afspærrede i den forbindelse et større område i Brønshøj, som blev undersøgt, før det viste sig, at sagen retteligt hørte til hos kollegaerne på Vestegnen. 

Hurtigt var man i øvrigt skredet til anholdelse af en af de nu tiltalte, og den følgende uge blev de resterende også anholdt. 

Nogle af dem var i kølvandet på overfaldet flygtet til udlandet, men efter at være blevet efterlyst internationalt vendte de en efter en hjem, og alle har siden siddet varetægtsfængslet.

Står det til anklagemyndigheden, skal de alle idømmes fængselsstraffe. Lange fængselsstraffe.

Da sagen er rejst ved et nævningeting, går man efter mere end fire års fængsel, og for to af de tiltalte gælder det, at de tidligere er dømt for vold. 

Derfor har anklagemyndigheden også tiltalt dem efter straffelovens paragraf 247 om gentagelsestilfælde, der betyder, at straffen kan forhøjes med indtil det halve.

Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.