Det kan godt være, at Danmark skuffede ved VM, men det er som bekendt bedre at være med til en fest end at sidde hjemme for sig selv og glo ind i et fjernsyn.

Så da B.T. spurgte fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, om han trods fiaskoen ved VM stadig vil tilbyde Kasper Hjulmand en forlængelse af kontrakten, var han ikke sen til at slå igen på en norsk journalist, som forinden havde spurgt ind til Danmarks skuffende indsats.

»Ja, det kan du tro, det er. Så til vores norske ven derhenne, så går vi ikke i panik på grund af, at vi på ni dage har tabt to fodboldkampe og spillet en uafgjort,« siger Peter Møller og fortsætter med sin stikpille til nordmændene, der endnu en gang ikke kunne booke billet til VM og heller ikke var med ved EM for halvandet år siden.

»Vi har for vane at kvalificere os til slutrunder. Det er der andre, der ikke gør. Det, håber vi selvfølgelig på, sker,« skynder Peter Møller sig også lige at tilføje som en venlig bemærkning til Norge, inden han vender tilbage til pointen om, at Kasper Hjulmand bortset fra resultaterne i Qatar har leveret.

»Men vi skal huske tilbage på, at vi har haft et fantastisk forløb, vi har en kvalifikation, hvor der i de første otte kampe ikke bliver scoret mod os, vi vinder de første ni kampe. Vi har set et Nations League, som har været rigtig godt.«

»Så at tro, at man på så kort tid ikke har tiltro til det, der sker fremadrettet, det, synes jeg, er naivt. Jeg er meget glad for Kasper og det, han gør. Jeg håber naturligvis, at han vil blive hos os i lang tid.«

Kasper Hjulmands nuværende kontrakt går til sommeren 2024, hvor der afholdes EM.

Måske, måske ikke med norsk deltagelse.