Hvor er det dog bare stort!

Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen fortsætter sin karriere i en af verdens største klubber, efter FC Barcelona mandag præsenterede forsvarsspilleren.

Herhjemme i Danmark kender vi udmærket til den dygtige forsvarsspillers kvaliteter, men hvis man som FC Barcelona-fan var i tvivl om, hvad Christensen kan, så er de tirsdag blevet en hel del klogere.

For da beboerne tirsdag vågnede op i den spanske by, var det med danskeren på forsiden af de to store aviser Mundo Deportivo og SPORT.

På begge forsider poserer Christensen sammen med FC Barcelonas andet nyindkøb, den ivorianske midtbanespiller Franck Kessié.

Og her bliver danskeren altså hyldet.

»Kraft og klasse,« står der på forsiden af Mundo Deportivo.

'Kraft' er henvist til Franck Kessié, som er et sandt kraftværk på banen, mens 'klasse' er betegnelsen på elegante Christensen.

Og når man kigger på Andreas Christensen kontrakt, ligner det også, at FC Barcelona betragter landsholdsspilleren som en sand klassespiller.

For hvis en anden klub ønsker at købe danskeren til sin klub, så skal de ud med det helt store checkhæfte.

Den catalanske storklub kræver ikke mindre end 3,7 milliarder kroner i et engangsbeløb, hvis en anden klub skal indløse Christensens frikøbsklausul. Prisen er dog til forhandling, hvis FC Barcelona en dag ønsker at komme af med danskeren igen.

I FC Barcelona bliver den danske forsvarsstjerne holdkammerat med den anden dansker, Martin Braithwaite, hvis altså Braithwaite ikke finder et andet sted at spille i næste sæson, som den catalanske storklub angivelig ønsker, at han gør.