Drømmeskiftet bliver en realitet i denne uge, og det kommer til at ske med vanlig bulder og brag - og med milliarder i spil.

På torsdag kan Andreas Christensen langt om længe trække i den ikoniske granatrøde og blåstribede trøje, når han præsenteres som ny FC Barcelona-spiller.

Det sker på storklubbens anlæg, hvor den nye Barca-dansker skal vises frem for fans og verdenspressen i løbet af formiddagen og eftermiddagen med fotoseancer, pressemøder og den traditionelle jonglering med bolde iført klubtrøjen - dog ikke på Camp Nou, men på klubbens mindre stadion til B-holdet, da megastadionet er ved at få skiftet græs.

Det skriver Sport, en af de to store Barcelona-baserede sportsaviser, som også afslører, at der er heftige milliardbeløb i spil i det store klubskifte for den danske landsholdsstjerne, som blev meldt ud af klubben mandag eftermiddag.

For det kan godt være, at 'AC' skifter gratis fra Chelsea, nu hvor hans kontrakt med Premier League-klubben er udløbet. Så umiddelbart er der ikke de store beløb involveret i transferen, som ellers er trukket ud med forhandlinger hen over vinteren og foråret.

Men så er der lige indskrevet en gigantisk frikøbsklausul i den fireårige kontrakt.

Hvis en konkurrerende klub ønsker at købe ‘AC’ fri fra den catalanske storklub inden for de næste fire år, kræver det nemlig, at den købende klub smider et engangsbeløb på hele 3,7 milliarder danske kroner på bordet.

I FC Barcelona skal 26-årige Andreas Christensen konkurrere med Gerard Piqué, Eric García og Ronad Araujo om en plads i midterforsvaret, da det ventes at klubben sælger Clément Lenglet og Samuel Umtiti.