Jeg gik i 9. klasse, da Kashmir i foråret 2003 udsendte albummet 'Zitilites' med 'Surfing the warm industry', 'In The Sand' og ikke mindst 'Rocket Brothers' som de toneangivende hitsingler.
Forsanger Kasper Eistrup var ud over Brian Laudrup min tidlige ungdoms største idoler - og derfor var det rørende at se Kashmir fredag aften på Northside sammen igen for første gang, siden de gik i opløsning tilbage i 2014.
Nej, det var hverken nogen revolutionerende eller gennemført genial koncert på Northside, men man kunne på ingen måder se eller høre, at Kashmir har holdt pause i otte år.
Det var som at blive smidt tyve år tilbage i tiden med klassikere som 'Mom in love, daddy in space', 'Graceland', og hvad de ellers hed dengang Danmark var et rockland og Kashmir sad på flæsket, og selvom Kasper Eistrup til næste år fylder 50, besidder han stadig ligeså meget spilleglæde, som man husker det.
Vi var mange til aftenens Kashmir-koncert.
Efter tre dage på Northside vil jeg faktisk skyde på, at det var årets hidtil mest besøgte koncert.
Det blev aldrig ekstatisk eller på nogen måder 'vildt'.
Det var mere hyggeligt og nærværende - og på samme tid også lidt sørgeligt undervejs at konstatere, at man ikke laver bands som Kashmir længere.
Eller det gør man måske - men det virkede bare rart oldschool med et band af fire sindssygt dygtige musikere, der kan deres håndværk og nørdet konstant skifter instrument til hver sang - uden at tabe tempo eller publikum.
Der er ikke udkommet ny musik siden gendannelsen, og kommercielt gik de da i 2014 også i opløsning i kølvandet på deres mindst populære album 'E.A.R' fra 2013, hvis numre de færreste kan huske idag.
Om denne sommer blot skal bestå af nostalgi-koncerter, eller det rent faktisk mønter sig ud i ny inspiration, må tiden vise - men det kunne være fedt, hvis Kasper Eistrup lagde malerpenslen fra sig og viste de nye generationer, hvordan poppet indie-rock skal skæres.
Kashmir spiller igen om to uger på Tinderbox i Odense. Fyn har noget at glæde sig til.
