I årevis har de været et af klodens hotteste celebrity-par – men nu er der for alvor uvejr i ægteskabet mellem NFL-legenden Tom Brady og supermodellen Gisele Bündchen.

For halvanden uge siden kunne underholdningssitet Page Six fortælle, at brasilianske Bündchen var rejst fra parrets hjem i Tampa efter et voldsomt skænderi med Brady.

Og parret er angiveligt stadig ikke på talefod. For nu kan People berette, at Gisele Bündchen ikke har tænkt sig at dukke op til sæsonpremieren, når Bradys Tampa Bay Buccaneers møder Dallas Cowboys. Hustruen er ellers altid til stede ved sæsonpremieren.

»Det er altid en stor ting, når Gisele dukker op til kampen – men som det ser ud nu, kommer hun ikke,« fortæller en kilde til People.

Foto: Lucas Jackson
Vis mere

Og det har for alvor sat gang i spekulationerne om, hvorvidt en skilsmisse mellem stjerneparret lurer. Tom Brady forlod forleden pludselig Buccaneers' træningslejr på grund af 'personlige årsager'.

Årsagen til det dramatiske skænderi, der fik Gisele Bündchen til at flytte ud. skulle angiveligt være Tom Bradys beslutning om ikke at indstille sin karriere – det var ellers planen for den syvdobbelte Super Bowl-vinder.

Og 42-årige Bündchen havde set frem til, at Brady endelig kunne dedikere al sin tid til hende og parrets to børn – og hans barn fra et tidligere forhold – men den plan måtte hun altså skyde en hvid pil efter.

Tom Brady og Gisele Bündchen har været gift siden 2009.