Hvornår må man kalde noget for en fiskefilet?

En producent, der sælger fisk til Rema 1000, har været i vælten, da der blev klaget over deres produkt med hakket fiskekød, som JP også har beskrevet det.

Dagligvarebutikken havde fisk til salg, som blev kaldt 'fiskefilet'. Problemet var bare, at det var et produkt lavet af hakket fisk, og det blev der altså klaget over.

Nu har producenten dog tilladelse til at kalde det en fiskefilet. Det vurderer Fødevarestyrelsen, at man godt kan.

»Vi vurderer med afsæt i EUs mærkningsregler, at man godt kan have et produkt, der er sammensat af flere stykker fisk og så kalde det for fiskefilet, uden det er vildledende.«

Sådan lyder det fra Lasse Guldbrandsen, som er fødevarechef i Fødevare Nord under Fødevarestyrelsen, til B.T.

Her gælder det, at producenten ikke alene må skrive, det er en filet, men også skal gøre forbrugerne opmærksomme på, at det er et produkt sammensat af flere stykker fisk.

Faktisk kan der også være tale om flere forskellige fiskearter, hvis ellers de er af samme type, oplyser Fødevarechefen.

Producenten Taabbel vil dog alligevel ændre betegnelsen på produktet, som tidligere stod som 'Ovnklare fiskefileter'.

Hvis du som mange andre danskere ønsker at skære ned på dit madbudget, så lyt med 23.15 minutter inde i denne episode af B.T.s podcast Spar Kassen, hvor Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, fortæller, hvordan du kan mindske udgiftsposten med op til 20 procent.