Filmfestivalen finder sted fra 14. til 25. maj. Her kan du læse lidt om de kommende højdepunkter:

Kalender for Cannes-festivalen
Onsdag 14. maj: Festivalen åbnes officielt med spændingsdramaet "Blindness", som har Julianne Moore, Danny Glover og Gael Garcia Bernal på rollelisten. Filmen får dansk premiere til november. Torsdag 15. maj: Store panda-dag! Steven Spielbergs selskab Dreamworks lader det næppe gå stille for sig, når deres nye tegnefilm "Kung Fu Panda" sparker liv i Cannes og de store stjerner, som lægger stemme til løjerne kommer til byen. Det er bl.a. Jack Black, Angelina Jolie, Dustin Hoffman og Lucy Liu. Den kommer til Danmark 18/7.

Fredag 16. maj: Står i de smalle films tegn. Men også bokselegenden Mike Tysons, når dokumentaren om hans liv og karriere vises. Lørdag 17. maj: Her vender Woody Allen tilbage til Cannes med sin nyeste film "Vicky Christina Barcelona", som har de to dejlige kvindfolk Scarlett Johansson og Penelope Cruz i hovedrollerne. Søndag 18. maj: Juleaften for selv de mest hårdkogte kritikere! Søndag er der nemlig verdenspremiere i Cannes på "Indiana Jones og krystalkraniets kongerige", som I andre må vente med at se til på torsdag, 22. maj. Men ventetiden kan jo altid udfyldes med det store "Indy" tillæg, som B.T. udkommer med 18/5. Mandag 19. maj: Er der drama på drengen med den amerikanske instruktør James Grays "Two Lovers", som har Gwyneth Palthrow og Joaquin Phoenix i hovedrollerne. Der er ingen dansk premieredato på den endnu. Tirsdag 20. maj: Lander en stor portion stjernestøv på Croisetten, når Clint Eastwoods nye "Changeling" vises. Udover instruktøren vil topgravide Angelina Jolie - og dermed også Brad Pitt - og John Malkovich være tilstede. Samme aften står i sportens tegn, når dokumentaren "Maradona" om den argentinske fodboldlegende vises. Onsdag 21. maj: Hvis nogen troede, at den engelske stjerne Julia Ormond - hende fra "Smilla.." - var død og borte, så genopstår hun 21. maj i Cannes, hvor hun både er at finde i Steven Soderberghs 4 1/2 timer lange "Che" og Jennifer Lynch's "Surveillance". Sidstnævnte er iøvrigt datter af David Lynch. Samme dag vises den norske film "O'Horten", som danske Baard Owe spiller hovedrollen i, mens Ghita Nørby kan ses i en birolle! Torsdag 22. maj: Det officielle program byder igen kun på smalle strimler, men til gengæld sørger en Madonna for, at fotograferne er beskæftiget. Hun er i byen i forbindelse med dokumentaren "I Am Because We Are", der handler om aids-ramte børn i Afrika. Samme aften er der stor stjernespækket AmfAR-galla, hvor der samles ind til aids-forskning. Og Clint Eastwood vil præsentere dokumentaren "You Must Remember This", som er lavet i anledning af filmselskabet Warners jubilæum. Fredag 23. maj: Den amerikanske manuskriptforfatter Charlie Kaufman har skrevet en lang række virkelig sjove og syrede film. I år springer han ud som instruktør med "Synecdoche, New York", der har Philip Seymour Hoffman i hovedrollen. Lørdag 24. maj: Vises Wim Wenders nye film "Palermo Shooting", som har Dennis Hopper på rollelisten. Søndag 25. maj: Slutter filmballet for i år med den store prisuddeling. Robert De Niro kommer for at overrække årets guldpalme og bagefter lukkes og slukkes med Barry Levinsons "What Just Happened", som selvsamme De Niro spiller hovedrollen i sammen med Bruce Willis og Sean Penn. Sidstnævnte er iøvrigt juryformand på årets festival!