En talsmand for Johnny Depp skyder et de forløbne dages vilde rygter ned. Skuespilleren og hans kæreste Vanessa Paradis skal ikke giftes hjemme hos Sandra Bullock i dag, lyder det.

Cateringlastbiler, politiaktivitet og lokal snak i området omkring Bullocks hjem i Georgia har overbevist mange sladdermedier om, at ejendommen uden for Savannah skulle danne rammen om et celebert bryllup og tilsyneladende er Depps navn koblet på historien undervejs.

'Pirates of the Caribbean'-stjernens talsmand Robin Baum afviser de mange forlydender som rendyrket sludder.

- Der er intet om de rygter, fastslår han.

Nu spørger Bullocks naboer, hvem der mon så skal giftes på stedet. - Nogle af de forretningsdrivende har skrevet under på fortrolighedsklausuler og der holder store lastvogne fra catering- og teltudlejningsfirmaer parkeret. Hvis det ikke er Depp, må det være en anden stor berømthed, mener en af de lokale.