To af Hollywoods allerstørste stjerner skal for første gang indspille en hel film sammen.

De to tungeste drenge i Hollywood Al Pacino og Robert De Niro medvirkede begge i 'The Godfather II', men hver for sig. I filmen 'Heat' havde de et par scener sammen og nu kommer endelig den film, deres fans har ventet på i mange år.

I det historiske samspil kan de to opleves som politimænd på jagt efter en seriemorder i thrilleren 'Righteous Kill', som Jon Avnet skal instruere.

Bag projektet står det uafhængige produktionsselskab Nu Image.

Selskabets direktør Avi Lerner understreger over for brancheavisen Daily Variety, at der ikke er tale om et reklamenummer.

-Det er en historisk begivenhed. I 'Heat' havde de to scener sammen, men her er det hele filmen, siger han,

Før Pacino og De Niro kan stå foran kameraerne i 'Righteous Kill', skal De Niro indspille fantasyfilmen 'Stardust' og komedien 'What Just Happened?', mens Pacino arbejder på en videospilsudgave af 'Heat' og forbereder thrilleren 'Rififi'.