USA's justitsministerium vil have en appeldomstol til at ophæve et påbud mod præsidentens nye indrejseforbud.

Washington D.C.. Det amerikanske justitsministerium vil anke et påbud, der forhindrer gennemførslen af præsident Donald Trumps nye og reviderede indrejseforbud.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Beslutningen om påbuddet er blevet truffet af en føderal dommer i delstaten Hawaii.

Det bliver appeldomstolen i San Francisco, der skal tage stilling til justitsministeriets appel.

Det var samme appeldomstol, der i februar valgte at forlænge suspenderingen af den første version af Donald Trumps indrejseforbud.

Den føderale dommer på Hawaii besluttede onsdag, at påbuddet mod det reviderede indrejseforbud skal gælde, indtil at delstatens retssag om at standse direktivet er endeligt afgjort.

Hawaii mener, at Trumps indrejseforbud diskriminerer muslimer og er i strid med den amerikanske forfatning.

Da selv samme dommer 15. marts besluttede at suspendere en revideret udgave af Trumps indrejseforbud, begrundede han afgørelsen med, at præsidentens ordre var rettet mod en bestemt religion.

- Selv om islam ikke er nævnt med navn i indrejseforbuddet, så vil en objektiv iagttager konkludere, at den præsidentielle ordre blev udstedt med det mål at være til ugunst for en bestemt religion, sagde Derrick Watson ifølge Bloomberg.

Trumps nye forbud omfatter borgere fra seks lande mod før syv, da Irak er blevet slettet fra listen.

Syrien, Libyen, Somalia, Sudan, Iran og Yemen er fortsat omfattet af forbuddet.

Hawaiis demokratiske justitsminister, Douglas Chin, har tidligere kaldt det nye indrejseforbud for en version 2.0 af det første forbud.

/ritzau/